Per Hansen: Torm har gode udsigter til aktiecomeback
På fem år har Torm-aktien mistet mere end 99 pct. af sin værdi. Men nu er selskabet rustet til et comeback, mener aktieekspert.
Finanskrisen forvandlede den 126 år gamle dampskibsgigant Torm til et selskab, investorerne ikke gad lege med.
Forståeligt nok.
Den 19. november 2010 stod en Torm-aktie i kurs 35. I sommer ramte den bunden med en pris på omkring 6 øre. På knap fem år havde aktien altså mistet over 99 pct. af sin værdi.
I sommer fik aktien et sidste nøk, da den faldt med 92 pct. over en tre måneders periode, og hvis ikke investorerne allerede var skræmt for vid og sans, så blev de det med god sandsynlighed der.
Men sådan behøver det ikke fortsætte, hvis man spørger Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.
»Efter en mildest katastrofal udvikling, som siden finanskrisen har udraderet noget nær hele Torms aktieværdi, er der gode udsigter til et aktiecomeback. Torms omkostninger har ikke været lavere de seneste syv år, og indtægterne har ikke været højere. Hvis oliepriserne forbliver lave, er der forudsætninger for, at Torm kan sejle på en speedbåd aktiemæssigt de næste 12 måneder. Men nu hvor det mulighederne ser allerbedst ud, ser det ud, som om investorerne har kastet aktiehåndklædet i ringen. Det er lidt paradoksalt,« siger Per Hansen.
I dag ligger aktien i kurs 100, men det er kun, fordi man i september lavede et omvendt split, så 1500 aktier blev til 1 aktie. Prisen på 100 kr. svarer altså til, at den havde kostet 6,6 ører før splittet.
Katastrofen i Torm indtraf efter en række gyldne år i begyndelsen af 00'erne, hvor vækstmarkeder som Kina, Rusland og Indien begyndte at efterspørge enorme mængder tørlast.
Finanskrisen ændrede alt. Tørlastindekset toppede i 2008 i kurs 11.000, og på få måneder faldt indekset med 95 pct. Nye skibe blev arbejdsløse, og raterne styrtdykkede. Optur, kontrahering og nybygning blev forvandlet til noget nær økonomisk ruin.
Og det tog lang tid, før Torms investorer indså problemets omfang.
»Investorerne forblev længe opportune og overoptimistiske. På trods af de tydelige problemer og en alt for høj prisfastsættelse skulle vi helt hen til juli måned 2015, før virkeligheden endelig indhentede Torm-aktien. Kursfaldet var ikke forårsaget af en forværring i den underliggende udvikling, men derimod et wake up call til virkeligheden,« siger Per Hansen.
Den nye virkelighed giver muligheder i en tid med lave oliepriser.
Ved halvårsregnskabet opjusterede Torm forventningerne til helåret, og de blev fastholdt i denne uges fremlagte 3. kvartalsregnskab.
Omstrukturering, lavere gæld, bedre kapacitetsudnyttelse og højere dagsrater har tilsammen betydet, at overskuddet noget nær tyvedoblede i forhold til samme periode i 2014 med en indtjening på 65 mio. US dollars.
En realitet, som endnu ikke har fået investorerne til at røre på sig.
»Al hype er væk og afløst af en negativ fremtidsopfattelse, som ikke tager sit udgangspunkt i de fragtrater, som jo ikke har været tilsvarende attraktive siden før finanskrisen,« siger Per Hansen.
Og det er den cocktail, der åbner muligheden for et comeback.
»Hvis olieprisen forbliver lav i en længere periode, vil raffineringsmarginerne forblive høje. Dermed vil forudsætningerne for fornuftige og endda meget attraktive fragtrater være gode. Da de ekstraordinær gode rater er et relativ nyt fænomen, er der en god mulighed for at værdien af den brugte skibsflåde kan blive understøttet af den gode indtjening. På den måde adskiller forretningsbetingelserne fra produkttankmarkedet sig fra tørlast, hvor situationen er den stik modsatte,« siger Per Hansen.



