Aktierne kommer sig hurtigt over terrorkriser, men denne gang er det anderledes
En optrapning af trusselsniveauet i Europa skaber usikkerhed blandt investorerne.
Nedskydningen af et russisk kampfly tirsdag tog modet fra investorerne, der sendte især aktier fra Europa og Østeuropa ned.
Det danske C20 Cap-indeks faldt med 0,8 pct.
Den opsigtsvækkende hændelse ved den tyrkiske grænse skabte frygt i et marked, der i forvejen er usikkert efter terrorangrebene i Paris og situationen i Bruxelles.
Særligt rejse- og ferievirksomheder har tabt værdi, fordi investorer sælger ud søger tilflugt i mere sikre statsobligationer.
»Terror betyder usikkerhed, og investorerne kan ikke lide usikkerhed. Derfor er den umiddelbare reaktion på et terrorangreb, at aktiemarkederne falder,« konstaterer Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank.
Kigger man i historiebøgerne, står det imidlertid klart, at aktiemarkederne hurtigt kommer sig efter frygtelige hændelser. Terrorangrebet i Madrid den 11. marts 2004, der kostede 191 mennesker livet, fik de spanske aktier til at falde med 1,5 pct. på dagen.
Det samme skete med de engelske aktier efter terrorangrebet i London den 7. juli 2005 og med de franske aktier efter terrorangrebene for to uger siden. Effekten i andre lande er langt mindre.
»Normalt er der tale om enkeltstående angreb, hvorefter dagligdagen - også på aktiemarkederne - ret hurtigt vender tilbage. Denne gang er situationen anderledes, fordi trusselssituationen trækker ud. Det giver en generelt negativ stemning i de finansielle markeder,« siger Frank Øland Hansen med henvisning til, at investorerne nu både skal forholde sig til terror, kampen mod IS og den geopolitiske situation mellem Rusland og Tyrkiet.
Hverken han eller Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank, vurderer, at det aktuelle trusselsbillede vil få alvorlige konsekvenser for væksten i Europa – eller den globale vækst.
Så længe centralbankerne holder hånden under økonomierne med økonomiske stimuli, går det ikke helt galt, ifølge Bjørn Schwarz.
»Men det er klart, at en optrapning af trusselsniveauet i Europa kan føre til øget usikkerhed og skabe frygt for, at væksten i Europa lider skade. Jeg tror dog mest, at investorerne bekymrer sig om udsigterne for den kinesiske og amerikanske økonomi,« siger aktieanalysechefen.


