Fortsæt til indhold

Forhadt spekulant går efter Volkswagen-trick

Et aktiefænomen, der med ét gjorde VW til verdens dyreste selskab kan gentage sig.

Investor
Aktiefokus

Storspekulant Martin Shkreli har kastet sin kærlighed på biotekaktien Kalobio, hvilket har været en utrolig dyr affære for aggressive spekulanter, der er satset på kursfald med de såkaldte short-handler.

Martin Shkreli slog i forrige uge benene væk på short-handlerne i Kalobio, da han sendte aktien på himmelfulgt efter storindkøb af den lille aktie.

Shkreli har nu trukket endnu et kort ud ad ærmet, idet han på Twitter beretter, at han stopper med at låne aktier til de spekulative short-handler, og det leder tankerne tilbage på den spændte situation med Volkswagen i centrum i 2008.

Shkrelis muligheder i Kalobio skyldes, at biotekaktien har været voldsomt shortet. Ifølge Bloomberg News er Kalobio-aktiens shorts steget voldsomt til 49 pct. af de frit flydende aktier fra 5,6 pct. opgjort den 16. november. Tallene er udarbejdet af researchhuset Markit.

Martin Shkreli sidder på 70 pct. af aktierne i Kalobio, og idet han ikke længere vil låne aktier til shortsælgerne, så tvinger han dem til at købe aktier, og den store mængde shorts kombineret med Shkrelis andel skaber en perfekt situation for en såkaldt short squeeze.

Det klassiske og ekstreme eksempel på en short squeeze blev set i Volkswagen-aktien i oktober 2008, da det sendte den pressede bilkoncerns aktier fra kurs 211 til over kurs 1.000 på blot to dage, hvilket for en kort stund gjorde Volkswagen-koncernen til verdens dyreste selskab trods deres store indtjeningsproblemer.

Situationen opstod, da Porsche offentliggjorde, at koncernen sad på 74 pct. af aktierne i Volkswagen, hvilket tvang kapitalfonde og storspekulanter til at stoppe deres shorts, hvor man havde satsede på et regulært kollaps i Volkswagen-koncernen.

Porsche indvilligede efterfølgende i at frigive Volkswagen-aktien. Efterfølgende blev det estimeret, at store kapitalfonde havde tabt op mod 5 mia. dollar på dette short squeeze samt at de samlede shorttab var på mellem 20-30 mia. euro.

Den amerikanske spekulant Martin Shkreli er på rekordtid blevet en af de mest forhadte spekulanter i USA, efter han købte op i medicinalselskabet Turing Pharmaceuticals og efterfølgende mangedoblede medicinpriserne, hvor det groveste eksempel var en 50-dobling af medikamentprisen til 750 dollar per pille.

Det viser, at de aggressive investorer i derivatmarkedet løber ekstreme risici og det at shorte aktier er forbundet med en grænseløs tabsrisiko. I starten af nullerne beskrev storinvestor Warren Buffett, at derivater (optioner, futures og CFD’er m.m.) var økonomiske masseødelæggelsesvåben.

Artiklens emner
Kalobio