Dansk topchef sender Adidas til tops - og Henkel til bunds
Den tyske sportstøjskæmpe Adidas spurter med nyheden om sin kommende topchef, danske Kasper Rørsted, til tops blandt de tyske eliteaktier i DAX-indekset.
I den anden ende af indekset ligger til gengæld Henkel - den virksomhed, Rørsted forlader.
Kosmetik- og kemikoncernen var først på banen tidligere mandag med en meddelelse om, at direktionen skal have ny frontfigur.
Senere bekræftede Adidas, at danskeren var på vej til at blive selskabets nye administrerende direktør. Det fik investorerne til at give den allerede stigende Adidas-aktie endnu et løft, og ved 14-tiden ligger den 5,9 pct. højere.
Med et fald på 4,8 pct. dumper Henkel-aktien modsat til bunds.
Kasper Rørsted har været topchef for Henkel i otte år, men bliver afløst af Hans Van Bylen, der har været en del af ledelsen i det tyske selskab frem til nu, skriver Bloomberg News.
Kasper Rørsted tiltræder som ny administrerende direktør for Adidas i begyndelsen af oktober, hvor han erstatter Herbert Hainer.
Den 53-årige danskers arbejde i Henkel slutter med udgangen af april.
/ritzau/FINANS