Storinvestorer tager aktiefald med ro
De globale investorer bevarer roen og troen, men forsigtigheden er blevet større.
Der er ingen panikstemning blandt de store internationale investorer. Tværtimod bevarer de troen på aktier og ligger overvægtet med ca. 21 pct. Det viser den nyeste Global Fund Manager Survey fra Bank of Americy Merill Lynch, der hver måned tager temperaturen på de globale investorer.
Der er tale om et panel af investorer, der repræsenterer en formue på 610 mia. dollars. (ca. 4.200 mia. kr.)
Investorerne tror ikke på, at en ny recession er under opsejling. At de er overvægtet med 21 pct. i aktier ligger langt fra recessionstilstande. Heller ikke positioneringen i obligationer varsler om, at en ny recession er under opsejling, for 47 pct. melder, at de fortsat er undervægtet her. Kun 12 pct. tror, en global recession vil ramme os de kommende 12 måneder.
Investorerne er dog blevet mere forsigtige, og uroen i årets første uger har mindsket andelen af investorer, som er overvægtet aktier. Pengene er blevet placeret på sidelinjen, og kontantandelen er dermed steget til 5,4 pct. Det er det tredje højeste niveau siden 2009.
»Får vi og investorerne ret i, at der ikke er en global recession under opsejling, så står investorerne dermed parat med store kontantbeholdninger, som skal sendes ud og arbejde. Jo større kontantbeholdninger, desto større rekyl er der lagt op til, når stemningen på finansmarkederne vender,« siger seniorstrateg i Nordea, Tine Choi Danielsen.
Selv om investorerne overordnet set bevarer optimismen for de kommende tolv måneder, afspejler positioneringen, at vækstbekymringerne har fået fat, mener Tine Choi Danielsen.
Kun 8 pct. forventer, at den globale vækst vil accelerere de kommende tolv måneder, hvor det i sidste måned var hele 29 pct.
»Det peger mod endnu et år med magre aktieafkast, hvor globale aktier sidste år kun gav et afkast på 1 pct., men hvor danske investorer blev reddet af euro-svækkelsen og hentede 9 pct. Den største halerisiko er stadig en kinesisk recession, og det bekræfter os i, at danske investorer lige så godt kan vænne sig til, at Kina og udviklingen derude vil få en stadig stigende betydning for de vestlige finansmarkeder,« mener Nordeas seniorstrateg.
Den faldende oliepris vejer også tungt, og undervægten i energiaktier har aldrig været større. Og her er der ikke meget optimisme at hente. Kun 40 pct. af de adspurgte melder om undervægt af energisektoren.
Nordea fastholder sit positive syn på aktier og anbefaler en 5 pct. aktieovervægt.

