Fortsæt til indhold

Top-strategs nye aktieråd: Bare gør alt det, der ikke giver mening

Klienterne burde have gjort det modsatte af vores anbefalinger, siger Morgan Stanley nu.

Investor
Aktiefokus

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanleys topaktiestrateg Adam Parker er ikke helt sikker på, hvilken vej aktiemarkederne skal, og han er ifølge Business Insider blandt de mest ærlige på Wall Street, når det kommer til at erkende fejlene.

Business Insider skriver, at i et analysenotat dateret tirsdag har han skrevet til sine klienter, at de ville have klaret sig bedre, hvis de havde gjort det modsatte af analytikerteamets anbefalinger.

Før årsskiftet skrev Parker, at han ikke var klar over, hvad der ville komme til at ske på aktiemarkedet, og specifikt skrev han, at ingen kan forudsige kursen i forhold til den fremtidige indtjening for S&P 500-indekset mere end få år ude i fremtiden. Adam Parker henviser til tegneserieplaneten Bizzaro World, hvor alt viser sig, at være det modsatte af forventet, hvor han retorisk spørger; om man bør gøre det modsatte af hvad man ville gøre på jorden?

- Alt ser bagvendt ud. Sælg vindere, køb tabere, hold fast i forbrugerrelaterede selskaber både i stigende og faldende markeder. Bare gør det modsatte af, hvad der giver mening. Bizzaro World, skriver Adam Parker, hvor et af analytikerteamets dårlige anbefalinger var et sats på finansaktier.

I april sidste år anbefalede Parker og hans team for første gang i syv år at købe finansaktier, hvor han ifølge finansmagasinet Barron's ventede, at succesfulde stresstests og et historisk positivt forhold mellem dollaren og bankaktierne ville være katalysatorer. Parker skrev så i sit nyeste notat, at porteføljeanbefalingerne har været forfærdelige på det seneste, hvor han også fremhævede det største sektormæssige sats på finansaktier.

Morgan Stanley kan dog trøste sig med, at de ikke er ene om at skuffe klienterne, idet konkurrenten Goldman Sachs efter blot seks uger af 2016 måtte sende en undskyldende melding til klienterne, idet den amerikanske investeringsbank måtte opgive fem ud af seks top handelsanbefalinger for året.