Denne mand skal genskabe tilliden til verdens næststørste aktiemarked
Aktiekollapset i Kina har fået formanden for finanstilsynet fyret. En 54-årig bankmand skal rydde op efter ham.
Det kriseramte aktiemarked i Kina har fået ny styrmand, efter at Xiao Gang, topchefen i det kinesiske finanstilsyn, lørdag morgen blev fyret.
Den 54-årige bankmand Liu Shiyu er sat ind for at redde børserne i Shanghai og Shenzhen, der siden juni har været ramt af massive kursfald. Det skriver Bloomberg News.
Liu Shiyu kommer fra en stilling som direktør for Agricultural Bank of China - Kinas tredjestørste bank - og har tætte forbindelser til såvel de kinesiske myndigheder som en række statskontrollerede selskaber. Han erstatter Xiao Gang, der af Kinas kommunistledelse åbent er blevet kritiseret for sin håndtering af uroen på børserne.
Tusindvis af milliarder kroner er forduftet fra de tumultramte kinesiske aktiemarkeder. Liu Shiyu får en kæmpe opgave med at genrejse tilliden til verdens næststørste aktiemarked, lyder det.
»Kina står over for en tillidskrise efter den seneste tids uro på aktiemarkedet. Den uro er i høj grad politikernes skyld,« siger Vasu Menon, vicedirektør for den Singapore-baserede formueforvalter Oversea-Chinese Banking Corp., til Bloomberg.
De kinesiske myndigheders forsøg på at forhindre en aktienedsmeltning har gjort mere skade end gavn, vurderer flere analytikere. Ved årsskiftet indførte myndighederne bl.a. en særregel, der automatisk lukkede børsen, hvis aktierne dykkede mere end 7 pct. på en enkelt handelsdag.
Det førte til enorme kursudsving, hvorefter særreglen hurtigt blev afskaffet.
Internationale investorer vil vente og se, om han kan levere friske politikker, der stabiliserer aktiemarkedet med en rolig hånd, uden at sætte liberaliseringen af markedet tilbage.Vasu Menon, vicedirektør i Oversea-Chinese Banking Corp.
Liu Shiyu skal forsøge at genopbygge moralen hos Kinas knap 100 mio. småinvestorer, der har tabt store summer på aktiemarkedernes kollaps. Også uden for Kinas grænser vil hans arbejde blive nærstuderet.
»Internationale investorer vil vente og se, om han kan levere friske politikker, der stabiliserer aktiemarkedet med en rolig hånd, uden at sætte liberaliseringen af markedet tilbage,« siger Vasu Menon.
Liu Shiyu har en kandidatgrad i økonomisk styring fra Tsinghua Universitet i Beijing og har ansættelser i People's Bank of China og China Construction Bank Corp. bag sig.
Som topchef i finanstilsynet indtager Liu Shiyu mest af alt en rådgivende rolle. De store beslutninger træffes i toppen af kommunistpartiet.



