Fortsæt til indhold

Amerikanske aktier nærmer sig historiske højder

Efter en turbulent start på året er aktierne tilbage i topform. Det amerikanske S&P 500 indeks er tæt på det højeste niveau nogensinde, selv om virksomhedernes indtjening falder.

Investor

Aktiemarkederne var fortsat forårsgrønne på begge sider af Atlanten torsdag.

I Danmark var William Demant med en kursstigning på 4,8 pct. den absolutte højdespringer i eliteindekset C20. Præsentationen af selskabets nye store satsning, høreapparatet Oticon Opn, fik køberne til at stille sig i kø i aktiemarkedet.

Også Mærsk-aktierne havde en fin dag med solide kursstigninger, som formentlig bunder i, at flere store containerrederier de seneste dage har varslet rateforhøjelser på ruterne mellem Asien og Europa.

Genmab steg 2,6 pct. efter at den amerikanske storbank Citigroup har indledt dækning af aktien med anbefalingen "køb" med et kursmål på 1140 kr.

Generelt klarede de danske C20-aktier sig bedre end de fleste andre europæiske indeks, som dog også fastholdt en svagt stigende formkurve for femte dag i træk.

Det tyske DAX-indeks steg 0,6 pct., franske CAC 40 steg 0,5 pct., mens det britiske FTSE 100-indeks kørte ligeud.

Undtaget fra den positive trend er luksusproducenter som Burberry, der har haft en salgsnedgang på 5 pct., hvilket fik aktien til at falde 3,5 pct.

Den schweiziske fødevaregigant Nestlé leverede et overraskende godt regnskab for 1. kvartal og blev belønnet med en kursstigning på 2 pct.

I USA krøb aktierne ganske svagt opad, og S&P 500-indekset er nu steget 14 pct. siden den store korrektion i januar og februar. S&P 500 er nu blot 2,2 pct. under det højeste niveau nogensinde. Aktierne stiger efter en række kvartalsregnskaber, som ganske vist har været ringe, men mindre ringe end ventet. Samtidig er der efterhånden bred konsensus i markedet om, at den amerikanske centralbank ikke tør hæve renten mere end maksimalt to gange 0,25 pct. point i år.

Det vil bringe renten op i niveauet 0,75 - 1,0 pct. inden årets udgang. De ekstremt lave renter er med til at bane vejen for aktiernes rekordkurs, men skeptikere efterlyser indtjeningstal fra virksomhederne, som viser, at de høje kurser er berettiget.

Artiklens emner
Genmab
William Demant