Alm. Brand/CEO: Rejseforsikring ramt af bortfald af gult kort
Forsikringskoncernen Alm. Brand kan tydeligt mærke, at det gule sygesikringsbevis ikke længere dækker på rejser inden for EU som tidligere.
Det blå sygesikringskort giver fortsat en smule dækning på rejser i Europa, men ikke i samme grad som tidligere. Og det har betydet en stigning i antallet af anmeldte skader og dermed også øgede omkostninger, som trækker ned i resultatet, fortæller selskabets administrerende direktør, Søren Boe Mortensen.
- Vi valgte, at vi ikke ville ændre præmieniveauet, men at vi fortsat ville dække det, som staten hoppede fra. Frekvensen af skader kan vi tydeligt se en stigning i, og dermed stiger omkostningerne også. Det er meget naturligt, og vi var ikke helt klar over, hvor stor en opgave, det var, siger han til Ritzau Finans og påpeger, at selskabet fortsat har højsæsonen til gode.
Det er også et område, der bliver holdt skarpt øje med hos Alm. Brand, og indtil videre er der blevet foretaget nogle forskellige produktforbedringer, og der arbejdes på at finde en løsning.
- Vi har ikke haft den risiko tidligere, og vi har ikke erfaringen. Vi forsøger at finde ud af, hvad vi kan gøre ved det, hvad det koster, og hvordan der kan komme en anden adfærd eller prissætning eksempelvis, siger Søren Boe Mortensen og oplyser, at prisstigninger ikke er på programmet.
Antallet af anmeldte skader ligger således lidt over 2 pct. højere i første kvartal af 2016 i forhold til i samme periode året forinden. Her er rejseforsikringen en af årsagerne til, at skadesfrekvensen ligger højere.

