NNIT har fået flere vigtige sejre i årets første måneder
IT-virksomheden har fredag præsenteret sit kvartalsregnskab, der levede op til forventningerne.
It-virksomheden NNIT har fredag formiddag præsenteret sit kvartalsregnskab, der viser, at NNIT i årets første tre måneder forøgede sin omsætning med 7,7 pct. i forhold til samme periode sidste år.
EBIT-resultatet var også bedre end for et for år siden, men bundlinjen bød dog på et mindre overskud end i første kvartal 2015. Overskuddet faldt således med 11,8 pct., men det skyldes primært en værdiregulering af aktier i moderselskabet Novo Nordisk.
Kvartalsregnskabet fortæller også historien om, at NNIT i første kvartal af 2016 har indgået en række vigtige aftaler.
Det er blevet til en to-årig forlængelse af kontrakten med DSB omkring hele virksomhedens it-struktur. Aftalens værdi er på et trecifret millionbeløb, fremgår det af kvartalsregnskabet.
NNIT har også lavet en fem-årig aftale med en unavngiven kunde omkring levering af en supercomputer til massive data, og den aftales værdi er på et tocifret millionbeløb. Derudover præsenteres i regnskabet fire andre aftaler, der også betegnes som vigtige for it-virksomheden.
Siden begyndelsen på andet kvartal af 2016 har NNIT tilmed indgået større kontrakter med Danske Bank og en kunde inden for life sciences-segmentet.
Begge aftaler har en værdi af et mellemstort trecifret millionbeløb.
»Konkurrencen er hård, men vi vinder store kontrakter i finanssektoren og fra globale virksomheder, hvis forretning stille store krav til pålidelig it, hvor lampen lyser grønt hele tiden. Nyt terræn kræver indimellem større sko; vi har vundet nye kontrakter og bygger derfor et nyt datacenter for at tilpasse vores kapacitet til fortsat vækst,« siger NNIT's administrerende direktør, Per Kogut.
Han er også tilfreds med det samlede resultat af kvartalsregnskabet.
»Tallene bekræfter, at vi fortsat leverer robust vækst og solid indtjening. Vi leverede et bundsolidt resultat i 2015. Fjerde kvartal gav os et højt plateau at leve op til, men med resultaterne for første kvartal leverer vi i overensstemmelse med vores løfter,« siger Per Kogut.
På baggrund af kvartalsregnskabet opjusterer NNIT forventningerne til væksten i hele 2016 i faste valutakurser. Virksomheden forventer nu en vækst i omsætningen på mellem 5 og 8 pct. mod den tidligere forventning om en vækst på mindst 5 pct.
Fredagens kvartalsregnskab indeholdt også en meddelelse om, at NNIT stiller sine aktionærer et udbytte i udsigt. I august forventer NNIT således at betale 48,5 mio. kr., svarende til 2. kr. for hver aktie, til sine aktionærer.
Tabel over NNIT's regnskab for første kvartal af 2016:
| Mio. kr. | 1. kvartal 2016 | 1. kvartal 2015 |
|---|---|---|
| Omsætning | 662,6 | 615,3 |
| EBIT | 69,8 | 63,3 |
| Nettoresultat | 51,3 | 58,1 |


