Fortsæt til indhold

Bør du gøre som Warren Buffett og investere i Apple?

Investor-oraklet Warren Buffett har investeret en milliard dollars i Apple trods et dårligt kvartal for it-giganten. Bør du følge hans eksempel?

Investor

Oraklet fra Omaha - bedre kendt som investeringshajen Warren Buffett - har meddelt, at hans investeringsselskab Berkshire Hathaway har investeret en milliard dollars i it-giganten Apple.

Det sker, selv om Apple for nyligt leverede det dårligste kvartalsregnskab i 13 år, og aktiekursen faldt med næsten 15 pct. i ugerne efter.

Men Warren Buffett ser angiveligt alligevel en positiv mulighed i it-selskabet. Og noget tyder på, at det har fået nogle investorer til at følge med. I hvert fald steg aktien mandag med lidt over tre pct. efter Buffetts nyhed.

Det understreger, at Buffett mener, Apple-aktien er undervurderet, fortæller investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

Men har Buffett trukket det lange strå med Apple? Og bør man som privat investor følge i hans fodspor trods Apples fald i indtjening og salg af iPhones?

Per Hansen har et par betragtninger, når det kommer til Warren Buffett og hans seneste investering.

»Warren Buffetts styrke er hans evne til at tænke langsigtet og ikke mindst disciplineret. I den henseende er han aktiemarkedet overlegent. Han skal ikke rapportere på dags- eller ugebasis, men forrente kapitalen langsigtet og fornuftigt,« siger Per Hansen.

Han forklarer, at Warren Buffett ikke har mere viden om Apple end så mange andre, men at det i højere grad handler om at have tillid til, at Apple vil finde en ny måde at genere vækst på.

»Det bedste er aktiemæssigt ovre for Apple efter mere end en hundrededobling over ti år fra 2003-2013, men selv om selskabet er på vej ned i vækstgear, kan aktien være kommet så meget på valueradaren, at det alligevel kan blive investeringsfornøjeligt for investorerne de kommende år,« siger Per Hansen.

Og det er muligvis sådan, Warren Buffett tænker om Apple, forklarer Per Hansen.

»Ting tager tid, og det kræver en stor investeringsdisciplin, og den, ved vi, har Warren Buffett rigeligt af. Det er hans varemærke, og det er smart og noget, som andre kan lade sig inspirere af,« siger han.

Artiklens emner
Apple
Nordnet