Sydbank til Dong-aktionærer: Sælg
Der er ikke mere at hente i Dong-aktien her og nu, mener analytiker.
Sælg, der er ikke mere at hente. Så klart udtrykker senioranalytiker i Sydbank, Morten Imsgaard, sin vurdering af Dong Energy-aktien dagen efter børsintroduktionen.
»Den nuværende aktiekurs efterlader efter vores vurdering kun et yderst begrænset kortsigtet afkastpotentiale. Prissætningen giver efter vores vurdering ikke nye investorer en attraktiv balance mellem risiko og afkastmuligheder. Vi indleder dækningen af Dong Energy-aktien med en sælg-anbefaling,« fastslår Morten Imsgaard.
Det er de mange usikkerhedsmomenter kombineret med en høj børskurs, der driver salgsanbefalingen. Havmølleparker danner fundamentet for Dong Energys forretning. I 2015 hentede Dong Energy omkring 33 pct. af selskabets samlede indtjeningen fra Wind Power-divisionen. Sydbank forventer, at vind-divisionen vil udgøre omkring 75 pct. af Dongs samlede indtjening i 2020.
»Dermed er det tydeligt, at Dong Energy stor set har ’placeret alle sine æg i samme kurv’. En investering i Dong er efter vores vurdering en investering i havmølle-industrien.«
Forsat politisk opbakning til havmølle-industrien er største risikomoment, mener Morten Imsgaard. Dertil kommer, at produktion af elektricitet fra havmølleparker i dag ikke kan konkurrere med produktion fra mere traditionelle energikilder. Det er simpelthen langt dyrere at producere el fra havvindmøller. I den forbindelse er Dong dybt afhængig af politisk velvilje og diverse støtteordninger.
Resten af 2016 byder på flere afgørende begivenheder for Dong. I juli 2016 vil staten Massachusetts højst sandsynligt vedtage en ny energilov, som kan være meget afgørende for Dongs mulighed for, at videreudvikle selskabets to havmølleprojekter i Massachusetts.
I løbet af efteråret kommer de første indikationer på afregningsprisen for elektricitet på nye havmølle-projekter med auktioner i både Holland og Danmark.
Afstemningen om Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab den 23. juni kan også få afgørende konsekvenser.
»På nuværende tidspunkt er det vores vurdering, at prisfastsættelsen af Dong ud fra en fundamental vurdering af selskabets forretningsmuligheder kun efterlader et meget begrænset kortsigtet afkastpotentiale for nye aktionærer. Afkastpotentialet står efter vores vurdering ikke mål med den risiko, der er forbundet med en investering i Dong-aktien på nuværende tidspunkt,« lyder Morten Imsgaards vurdering.



