Koncerndirektør forlader Nykredit
Bente Overgaard forlader nu Nykredit som følge af ny organisation i topledelsen.
Nykredit har travlt med at rykke rundt på ledelsesgangen i disse dage. David Hellemann er således blevet hyret ind fra Nordea, og her til morgen meddeller Nykredit så, at koncerndirektør Bente Overgaard går den anden vej.
Ifølge en pressemeddelelse fra koncernen, er det hende selv, der har valgt at sige farvel.
»Den nye organisering betyder, at Bente Overgaard vælger at forlade Nykredit. Jeg vil gerne takke Bente for den store indsats, hun har ydet gennem sin tid i Nykredit. Bente har udfyldt mange nøglepositioner gennem årene, men har i forbindelse med disse ændringer valgt at søge nye udfordringer udenfor koncernen. Det respekterer jeg og ønsker Bente held og lykke fremover,« udtaler koncernchef Michael Rasmussen.
Der lægger dog mere i de nye af- og tilgange end bare en rokade af lederstillinger i Nykredit.
Nyansatte David Hellemann kommer nemlig til at stå i spidsen for en stor del af Nykredit fremadrettet som led af en større omlægning af ansvarsområder.
De overordnede ændringer er:
- Det hidtidige CFO/CRO-område bliver delt op. CRO-området, der bl.a. har fokus på kapital, kredit og regulering, vil fremover fungere som et selvstændigt område under ledelse af koncerndirektør Søren Holm.
- CFO-området lægges sammen med COO-området og bliver til CFO/COO-området. Totalkredit, der hidtil har været en del af Wholesale-divisionen, bliver også en del af CFO/COO-området. David Hellemann ansættes fra 1. september 2016 som koncerndirektør med ansvar for CFO/COO-området.
Kilde: Nykredit
Den nye struktur rummer højst sandsynligt også en del af forklaringen til Bente Overgaards farvel. COO-området, som kommer under David Hellemans vinger, var nemlig hendes hidtidige ansvarsområde.
Ifølge koncerndirektør Michael Rasmussen sker ændringen i ledelsen bland andet for at forberede Nykredit til den annoncerede børsnotering.
I pressemeddelelsen løfter David Hellemann også lidt af sløret for, hvorfor han har valgt at skifte fra Nordea til Nykredit.
»Jeg har fået muligheden for at være en del af det direktionshold, der skal gøre Nykredit stærkere på en måde, som både kunder og samfundet kan mærke. Det er en opgave, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til,« udtaler David Hellemann i pressemeddelelsen.

