Cheføkonom lytter ikke til Janet Yellen - det har givet stor gevinst
Det er utroværdigt, at Janet Yellen og Federal Reserve bliver ved med at tale om rentestigninger, når de gang på gang sænker forventningerne til renteudviklingen, lyder kritikken fra Saxo Bank.
Man skal vende det døve øre til, når der kommer udmeldinger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Sådan lyder kritikken fra Steen Jakobsen, der er cheføkonom i Saxo Bank, efter onsdagens rentemelding fra Federal Reserve.
Steen Jakobsen mener nemlig, at troværdigheden halter hos Janet Yellen, der står i spidsen for Federal Reserve.
»Sidste år snakkede de om tre til fire rentestigninger i 2016. Men på hvert eneste rentemøde har de sænket deres forventninger til renten, selv om de bliver ved med at pege på rentestigninger, når de taler. Det er utroværdigt. Derfor skal man lytte til, hvad de siger, men så hurtigt glemme det igen, for det har ingen værdi,« siger Steen Jakobsen.
Det har han, og de kunder han investerer for, nydt godt af.
Steen Jakobsen har nemlig haft en »massiv« overvægt af amerikanske statsobligationer. Hvis han havde forventet, at Federal Reserve havde hævet renten, ville amerikanske statsobligationer være blevet ramt af kursfald. Men renten er den seneste tid faldet, og det har givet kursgevinster og dermed et godt afkast.
»Det har været fantastisk. Mellem de to seneste rentemøder er de steget med 10 pct. Og det er obligationer, vi taler om her. Hvis jeg havde lyttet til Janet Yellen og Federal Reserve, skulle jeg være gået kort i obligationerne, og det har nogen gjort, men det har kostet dem dyrt,« siger Steen Jacobsen.
Federal Reserve meddelte onsdag aften dansk tid, at centralbanken fastholder den toneangivende rente i intervallet 0,25-0,50 pct. Men de såkaldte dot plot, der viser, hvor de enkelte medlemmer mener, at renten skal ligge på et givent tidspunkt, bød på en markant nedjustering af de forventede pengepolitiske stramninger.

