Analytikerne råber køb!, mens Genmab-aktien rasler ned
Genmab-aktiens nylige nedtur er en god mulighed for at købe op, mener analytikere, der forventer en langt højere pris de kommende måneder.
Mens biotekselskabet Genmab A/S indkasserede sin femte kursnedtur på kun syv handelsdage, anbefaler analytikerne at købe op.
Årets største succes på det ledende danske aktieindeks C20 Cap faldt torsdag 5,7 pct., og dermed har man fået skåret 17 pct. af sin værdi siden toppen for lidt over en uge siden.
Det var dengang, Genmab kunne spise kursrekorder til morgenmad nærmest dagligt. På blot fire måneder steg aktieværdien til det knap det dobbelte, i takt med at de flotte forskningsresultater strømmede ud i offentligheden i en lind strøm.
Nu er kursrekorden på 1.266 forvandlet til 1.060.
Men det er absolut ikke et udtryk for, at selskabet klarer sig dårligt, vurderer en analytiker hos den internationale investeringsbank Bryan Garnier & Co.
»Jeg tror, en del investorer tager profitten lige inden resultaterne af den britiske EU-afstemning. Et brexit (at briterne stemmer sig ud af EU, red.) vil ikke have stor indflydelse på det fundamentale i Genmab. Men selvfølgelig bliver markederne temmelig volatile. Og i sådan et scenario tror jeg, at mange investorer har besluttet at sælge ud af de aktier, der er steget meget,« siger biotekanalytiker Mickael Chane-Du.
Men i stedet for at flygte fra Genmab-aktien anbefaler han at bruge nedturen til at købe op.
»Jeg tror, at Genmab vil blive en af de få aktier, der vil overgå markedet de kommende måneder. Så enhver nedgang i aktieprisen er en mulighed,« siger han.
De danske analytikere er tilsyneladende enige. Danske Bank, Nordea, Sydbank og Jyske Bank anbefaler alle Genmab-aktien. Jyske Bank, Danske Bank og Nordea endda med en målpris på mellem 1.440 og 1.470. Dermed forventer de, at aktien vil stige med minimum 37 pct. de kommende 12 måneder.
Og den forventning deler Mickael Chane-Du.
»Jeg plejede faktisk at have en målpris på 1.450. Men jeg revurderede den og hævede prisen i begyndelsen af ugen efter offentliggørelsen af utrolige data på vigtige videnskabelige kongresser,« siger han.

