Finansvagthund politianmelder Nordea
Storbank har ikke overholdt hvidvask-loven, lyder det i politianmeldelse fra Finanstilsynet.
Det er alt for let at vaske sorte penge hvide i Nordea.
Sådan lyder begrundelsen for, at Finanstilsynet nu har politianmeldt storbanken.
»Banken (har) på mange væsentlige områder betydelige udfordringer og ikke kan anses at opfylde kravene i hvidvaskloven,« skriver tilsynet blandt andet i en lang rapport, der revser Nordea voldsomt.
I Nordea selv medgiver man, at der har været store mangler på området - hvor man også tidligere har fået tæsk af det svenske finanstilsyn. Men det er ved at blive bedre, skriver Nordea i en kommentar:
Konklusionerne i Finanstilsynets redegørelse vedrører tidligere rapporterede mangler på dette område og er et forventet muligt resultat af de undersøgelser, som blev meddelt i regnskabet for 1. kvartal 2016.
»Vi ønsker at understrege, at vi ikke kan acceptere mangler på noget område. (..) Vi erkender, at vi oprindeligt undervurderede kompleksiteten og den tid, det tager at ændre vores procedurer. Vi er bekendt med manglerne på hvidvaskområdet, og vi har i tæt dialog med myndighederne taget de fornødne skridt i den handlingsplan, vi lancerede sidste forår. Vi arbejder målrettet på at afhjælpe alle potentielle mangler,« lyder det fra koncernchef Casper von Koskull.
Undersøgelsen blev foretaget helt tilbage i sommeren 2015, og Finanstilsynet anerkender da også, at Nordea siden har sat gang i en række initiativer for at blive bedre til at stoppe hvidvask af penge. Men:
»Dette ændrer dog ikke ved, at Finanstilsynets samlede vurdering af bankens foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering er, at den fornødne risikostyring ikke er til stede, ligesom håndteringen af hvidvaskområdet ikke er tilstrækkeligt ledelsesmæssigt forankret i banken.«



