Politianmeldelse for terror-problemer koster hverken bonus eller job i Nordea
Nordea-kunder bør ikke overveje bankskifte, og der er ingen interne konsekvenser i banken, lyder det fra direktør efter politianmeldelsen storbanken for ikke at overholde hvidvask-loven.
Fremover er det prioritet nummer ét at overholde hvidvask-loven i Nordea.
Sådan lyder det fra bankdirektør Peter Lybecker, efter hans bank er blevet politianmeldt af Finanstilsynet for slet, slet ikke at have styr på, om man bliver misbrugt til at finansiere terror og vaske penge hvide.
Nordea-direktøren gør dog samtidig klart, at der ingen interne konsekvenser har været i banken efter lovbruddet, ud over at sætte flere ressourcer af til at overholde loven.
Den politiske diskussion om større og hurtigere bøder til banker, der bryder loven - som er opstået direkte i forlængelse af Nordeas massive problemer - ønsker han ikke at forholde sig til.
Til gengæld gør han klart, at en af grundene til at Finanstilsynets rapport om politianmeldelsen har været et helt år undervejs er, at Nordea har klaget over indholdet.
I har fået den muligvis længste og hårdeste anmeldelse på det her område nogensinde. Har I været hamrende inkompetente, eller hamrende ligeglade?
»Lad mig sige med det samme, at det her simpelthen ikke er godt. Vi er kede af, at det stod sådan til for et år siden (tilsynets undersøgelse er foretaget i sommeren 2015, red.) Vi har undervurderet opgaven, og er kommet bagud. Siden har vi slidt og slæbt for at gøre det bedre,« siger Peter Lybecker.
Rapporten fra tilsynet har været et år undervejs. Er det fordi I har klaget over indholdet?
»Selvfølgelig har vi det. Der har været diskussioner om vurderinger af tingene. Men derudover har jeg ingen kommentarer til timingen.«
Du siger, at I har undervurderet kompleksiteten af opgaven. Har I ikke vidst, at det her var vigtigt?
»Der må ikke herske tvivl om, at vi ved, at det her en supervigtig samfundsmæssig opgave, som koncernen tager alvorligt. Det at sikre, at bankkonti ikke kan bruges til at finansiere terror og vaske penge hvide er vigtigt i dag, men det har det altid været. Og vi er så enige i, at nogle af vores processer ikke gode nok.«
Man kan læse i rapporten, at vekselbureauer, som det længe har været offentligt kendt, bliver brugt til både hvidvask og terrorfinansiering - dem har I ingen systematisk overvågning af. Det virker direkte uansvarligt?
»Jeg vil ikke bruge det ord, men holde mig til, at det vi har gjort - det er ikke godt nok.«
Hvis du sad i samfundet uden for Nordea, hvordan ville du så se på den her rapport?
»Jeg ville se på den med den bekymring, man skal se på sådan en rapport med. Men også bemærke, at det er status for et år siden, vi har med at gøre. Og også bemærke, at der bliver arbejdet stenhårdt med at forbedre det her i banken.«
Vi betjener tusindvis af kunder hver dag, og man kan have tillid til, at vi gør det på bedste måde.Peter Lybecker, direktør i Nordea
Så du ville ikke som kunde af moralske eller etiske årsager overveje at skifte bank?
»Nej - vi betjener tusindvis af kunder hver dag, og man kan have tillid til, at vi gør det på bedste måde. Så nej, jeg ville ingen anfægtelser have ved at være kunde i Nordea.«
Har undersøgelsen haft interne konsekvenser i banken?
»Ja - vi har styrket ressourcetilførslen på området markant. Så på den måde har der været konsekvenser.«
Men ingen har mistet jobbet, er blevet degraderet eller har fået skåret i deres bonus?
»Ledelsen står til ansvar for det her. Vores medarbejdere har gjort det så godt, som de kunne under de givne omstændigheder. Det har så ikke været godt nok, og det retter vi op på nu.«
Vi står på mål på den måde, at vi er ansvarlige for at rette på det.Peter Lybecker., direktør i Nordea
Hvordan står ledelsen på mål for det her, når der ingen konsekvenser er?
»Vi står på mål på den måde, at vi er ansvarlige for at rette på det. Og jeg ved, at status i dag er meget bedre end for et år siden, selv om der stadig er ting at forbedre. Jeg har ingen ambitioner om at modtage mere end en rapport i mit liv med de her formuleringer.«
Erhvervs- og vækstministeren har hasteindkaldt forligskredsen for at se på direkte og større bøder på området. Hvordan ser du på det?
»Om det er politiet eller Finanstilsynet, der giver bøden, det har jeg ingen mening om.«
Men bøderne på området herhjemme har også været relativt små hidtil, og det vil de åbenbart også se på. Den største nogensinde herhjemme er lige over 5 mio., og det kan en bank af Nordeas størrelse jo slet ikke mærke. I Sverige er man gået over til bøder baseret på bankens størrelse - er det mere fair?
»Du får mig ikke til udtale mig om bøders størrelse. Det er en opgave, politiet må løfte på baggrund af anmeldelsen fra Finanstilsynet. Jeg har ingen mening om, hvad bøden skal være.«
Jeg spekulerer ikke i, om det kan betale sig at lade være med at gøre det her, og så bare tage bøden. Aldrig i livet. Det gør vi ikke.Peter Lybecker, direktør i Nordea
Som bank siger I jo ofte, at jeres primære ansvar er aktionærerne. Hvis der ikke er mulighed for at give bøder, der for alvor kan mærkes på overskuddet og dermed for aktionærerne, hvordan skal man så sikre, at I overholder loven?
»Du får mig ikke til at spekulere i bødestørrelser. Det her er vigtigt for bankens ledelse, ansatte og kunder. Og derfor kommer vi til at overholde loven. Jeg spekulerer ikke i, om det kan betale sig at lade være med at gøre det her, og så bare tage bøden. Aldrig i livet. Det gør vi ikke. Sådan er det.«
Men hvordan kunne det så stå til, som det gjorde?
»Som jeg siger - vi har undervurderet opgavens omfang og kompleksitet. Det er ledelsens fejl.«
Terror og hvidvask er jo ret markante ord at hæfte på en opgave, man bagefter undervurderer?
»Ja, men havde du spurgt mig for to år siden, om vi skulle bruge over 1.000 mand på det her, så havde jeg sagt nej. Det skal vi så. Vi har simpelthen undervurderet det.«
I har jo kunnet se, hvad jeres konkurrenter løbende har tilført af ressourcer til området, og de har haft noget bedre styr på det. Har jeres opførsel været ansvarlig over for samfundet?
»Jeg har sagt, at det her er prioritet nummer ét, fordi det er en vigtig samfundsmæssig opgave. Og at vi ikke har gjort det godt nok,« siger Peter Lybecker.



