Maersk Oil-chef: Forbedret effektivitet har øget robusthed
Ud over markante omkostningsreduktioner har Maersk Oil gennem forbedret drift af sine oliefelter gjort sig mere modstandsdygtig over for de lavere oliepriser.
De driftsmæssige forbedringer dækker ifølge selskabets administrerende direktør, Jakob Thomasen, over, at selskabet er blevet bedre til at gennemføre planlagte nedlukninger i forbindelse med vedligeholdelsesarbejder.
- Vi er simpelthen blevet bedre til at optimere planerne og gennemføre dem som planlagt eller hurtigere end planlagt. Det andet er, at vi har meget færre uplanlagte nedlukninger, siger Jakob Thomasen i et interview med Ritzau Finans.
Det kan være dyrt at skulle stoppe produktionen helt eller delvist, hvis der sker uforudsete ting med udstyret. Derfor er der meget at spare, hvis man kan minimere driftsforstyrrelserne.
- Vi er blevet meget bedre til at holde vores udstyr i gang og være lidt forudseende med, hvordan vi skal justere og trimme det for at sørge for, at det ikke bryder sammen, og vi bliver nødt til at stoppe det, siger Thomasen.
- De to parametre (de planlagte og uplanlagte nedlukninger, red) er vi blevet bedre på. Specielt på GP3, men også andre steder i vores operation, tilføjer han.
GP3 i den britiske del af Nordsøen var truet af den lave oliepris, men her var den forbedrede effektivitet med til at sikre fortsat produktion, der foregår gennem en såkaldt FPSO, som er et flydende produktions- og opbevaringsfartøj.
- Det lykkedes os at få produktionseffektiviteten forbedret så meget og få så meget mere olie gennem skibet, at vi faktisk tjener penge på det, og gør det rigtigt godt, siger Thomasen.


