På trods af risikoen for brexit anbefaler analytikerne køb af DSV, Pandora og Coloplast
Ingen af de 19 analytikere, som dækker Pandora, anbefaler investorerne at sælge.
Coloplast, DSV og Pandora er ifølge Nykredit de tre selskaber, der har mest at frygte, hvis briterne stemmer sig ud af EU. Men analytikerne er tilsyneladende ikke mere bange, end at de fortsat anbefaler deres kunder at købe aktier i selskaberne.
I Nykredit har man både DSV og Pandora på sine anbefalede købsliste. En af grundende er da også, at man forventer, at briterne bliver i EU.
»Vores hovedscenarie er et remain, og det tyder det heldigvis på i øjeblikket,« siger Ricky S. Rasmussen, der er chefanalytiker i Nykredit.
Og ser man udelukkende på analytikerens anbefalinger, lader det også til at være hovedscenariet hos de fleste andre analytikere.
Ingen af de 19 analytikere, der dækker Pandora-aktien, anbefaler investorerne at sælge. Til gengæld anbefaler 15 at købe, mens fire råder til at holde. Det på trods af, at Pandora kan få det svært, hvis brexit bliver en realitet.
»Omkring 15 pct. af omsætningen og mere på indtjeningen kommer fra Storbritannien. Det er en forbrugeraktie, så en økonomisk nedgang kan ramme dem hårdere end de øvrigt eksponerede selskaber,« siger Michael Friis Jørgensen, chef aktieanalytiker i Alm. Brand.
Alm. Brand er én af de fire, der anbefaler et hold. Pandoras aktiekurs ligger lige nu på 940, og Alm. Brands kursmål ligger en del under på 850.
Analytikernes gennemsnitlige kursmål ligger på 1.167.
En anelse mere skeptisk er analytikerne over for DSV. Her anbefaler tre analytikere at sælge aktierne fra. Langt de fleste, 16 ud af 24, opfordrer dog fortsat til et køb med et kursmål på 314, hvilket vil svare til en stigning på 12 pct. fra den nuværende kurs.
Coloplast er den af de tre selskaber, analytikerne er mest forbeholden overfor. Kun 10 af 24 vil anbefale et køb.
»17 pct. af omsætningen og mere på indtjeningen kommer fra Storbritannien. Her der dog primært den valutariske risiko, idet salget på sundhedsprodukter ikke forventes at gå væsentlig ned selv i tilfælde af Brexit og svagere britisk vækst,« siger Michael Friis Jørgensen.
Brexit eller ej måtte Coloplast i dag nedjustere sine langsigtede forventninger, så man nu forventer en organisk vækst på 7-9 pct. mod en tidligere forventning på 7-10 pct. tidligere.