Blodbad i Asien: Aktierne rasler ned
Investorerne på de asiatiske aktiemarkeder har mistet troen på, at briterne bliver i EU.
De asiatiske aktiemarkeder reagerer særdeles mismodigt på udviklingen i Storbritannien, hvor det i skrivende stund hælder til, at briterne vinker goodbye til EU.
De japanske aktier er faldet med 8,1 pct. Det største fald siden marts 2011. Markedet åbnede ellers kl. 2 i nat, dansk tid, med pæne stigninger, men ved 3-tiden sank det. Efter en kortvarig optur, der illustrerer den nuværende usikkerhed, faldt det igen drastisk.
Som stemmerne er tikket ind, er kurserne gået ned.
Tendensen er den samme på de andre asiatiske markeder.
De kinesiske aktier på børsen i Hong Kong, som er særligt dem, investorerne i resten af verden kan handle med, er nede med 5,1 pct.
Shanghai Composite Index er mere forskånet. Indekset, som er fortrinsvist forbeholdt de kinesiske investorer, har fået et et beskedent tab på 1,2 pct.
Faldene over hele linjen må tolkes som et tegn på, at investorerne er begyndt at miste troen på, at briterne bliver i EU. Og der vil givetvis være udsigt til yderligere udsving som resultaterne begynder at tikke ind.
De europæiske og amerikanske markeder ser ud til at forvente samme skæbne. De britiske futures falder med over 7 pct., og de amerikanske futures ligger i et minus på 4,5 pct.
Analytikerne forventede før afstemningen, at et brexit ville føre til fald på i omegnen af 10 pct. Der er vi ikke oppe endnu, og det kan tyde på, at investorerne klæber sig til håbet endnu.
Sky News, BBC og ITV forudsiger alle et brexit.


