BNY Mellon forventer, at volatiliteten vil fortsætte i den kommende tid efter brexit
Udviklingen på aktiemarkederne fredag peger i retning af, at der kan opstå ny tumult på børserne, lyder vurderingen.
Fredagens dramatiske udvikling på de europæiske børser, hvor der var masser af volatilitet, er måske kun et forvarsel om, hvad den kommende tid byder på. Sådan lyder vurderingen fra Newton, der er en del af den store kapitalforvalter BNY Mellon.
»Volatiliteten vil fortsætte. Der er meget mere i vente. Det er muligt, at det værste ikke er overstået endnu,« siger Paul Markham, der er global aktiestrateg i Newton, i et interview med Finans Investor.
Selv om det nu står klart, at Storbritannien forlader EU, og usikkerheden om udfaldet af den britiske afstemning dermed er væk, vil forskellige politiske udmeldinger fra de resterende lande i EU om forhandlingerne med Storbritannien kunne puste til usikkerheden og dermed udsvingene på markederne.
»Disse nyheder vil komme regelmæssigt, og de vil kunne drive stemningen i markederne og øge volatiliteten. Der vil komme rigtig meget information, men ingen ved, hvordan processen ender, for vi har aldrig prøvet det før« siger Paul Markham, der samtidig peger på, at der imod slutningen af fredagens handel opstod en tendens, som også peger på, at der er mere usikkerhed i vente.
Det britiske aktiemarked blev banket i bund i begyndelsen af dagen, men det rettede sig i løbet af dagen. Faktisk gik kursfaldende hårdere ud over landene på kontinental Europa - og i særdeleshed landene i EU’s periferi. De store aktieindeks i Spanien og Italien sluttede således dagen med fald på henholdsvis 12,48 pct. og 12,35 pct.
»Det kan skyldes en usikkerhed omkring udfaldet af valget i Spanien på søndag og folkeafstemningen i Italien om landets grundlov til oktober,« siger Paul Markham med henvisning til, at disse valg også kan føre til tvivl om de sydeuropæiske landes forhold til EU.
Selv om der altså ifølge Newton lagt op til mere uro i den kommende tid, peger Paul Markham dog på, at der i et miljø med store udsving er muligheder for gode afkast til investorer, som ikke ryster på hånden.
»Man vil kunne samle samle aktier op til meget fordelagtige priser. De modige investorer, som turde købe i begyndelsen af dagens handel har tjent store summer, fordi markederne rettede sig i løbet af dagen,« siger han.

