Fortsæt til indhold

Sparinvest melder sig ind i priskrig ved at fjerne hadet gebyr

Ved udgangen af tredje kvartal bliver tegningsprovisionen fjernet på alle fonde i investeringsforeningen Sparinvest.

Investor

Priskrigen har bredt sig som ringe i vandet blandt landets investeringsforeninger. Sparinvest har nemlig besluttet sig for at følge i hælene på de største konkurrenter ved at fjerne den omstridte tegningsprovision.

Tegningsprovisionen bliver fjernet i samtlige investeringsfonde ved udgangen af tredje kvartal i år.

Det oplyser investeringsforeningen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at det bliver billigere for investorerne at købe sig ind i Sparinvests investeringsfonde. Ifølge Sparinvest vil ÅOP falde i gennemsnit falde med 0,11 pct.point.

»At fjerne tegningsprovisionerne er absolut ikke fremmed for os. Allerede for flere år siden fjernede vi tegningsprovisionen fra vores indeksafdelinger, og sidste år fjernede vi tegningsprovisionerne på obligationsafdelingerne,« udtaler bestyrelsesformand i Sparinvest S.A. Per Noesgaard i pressemeddelelsen.

Flere af de største investeringsforeninger i Danmark såsom Danske Invest, Bankinvest, Sydinvest, PFA Invest og Jyske Invest har allerede gjort det billigere for kunderne at handle investeringsbeviser. Udviklingen blev sat i gang af Nordea Invest, der som den første store investeringsforening herhjemme fjernede tegningsprovisionen og dermed reducerede handelsomkostningerne.

Det skete bl.a. med ordene om, at tegningsprovisionen var svær at forklare og forsvare over for investorerne, og at investeringsforeningen var klar til at sætte gang i en priskrig.

Artiklens emner
Sparinvest
Nordea Invest