Eftermiddagen blev dyr for brexit-ramte danske kæmper
Dagens tidlige handel tydede på, at potentielle brexit-ofre ville holde nogenlunde stand mod fortsatte fald mandag. Men det håb gjorde eftermiddagen til skamme.
Tømmermændene fra det britiske farvel til EU fortsatte fra torsdag nat igennem fredagen, henover weekenden og gjorde også mandagen temmelig hård for tre af de danske selskaber, der har mest på spil på tværs af Nordsøen.
Coloplast A/S faldt således med 4,4 pct. oven i fredagens fald på 3,6 pct. - men man skal dog ikke meget længere end uge tilbage, før aktien lå i samme leje for solide stigninger.
Og går man et helt år tilbage er aktien faktisk stadig en anelse oppe med et plus på knap 8 pct.
For Pandora A/S tog nedturen en anelse mere af - men startede også med en ordentlig øretæve på -6,9 pct. fredag, hvilket blev fulgt op med et fald på 3,2 pct. mandag.
Dermed er aktien i alt faldet med 14 pct. over den seneste måned - men ser man et år tilbage, er Pandora-aktien oppe med 19,6 pct.
I DONG Energy A/S blev der leget godt og grundigt med at tage hele den gevinst, de nyeste aktionærer fik ved noteringen for knap tre uger siden, tilbage igen.
Aktien var nede og røre prisen på 235 kr., som man gik på børsen til, men endte med at lukke i kurs 236. Dong-aktien havde ellers op til brexit-afstemningen svunget sig op i et prisleje over 255 kr. flere dage i træk, men fald på først 6,5 fra og 1,7 pct. mandag har altså - næsten - slået Dong tilbage til start.
For to ud af de tre aktier er dog værd at bide mærke i, at man faktisk faldt mindre end det C20 Cap-indekset, hvis mandag bød på et fald på 3,9 pct. oven i fredagens øretæve på -4,1 pct.


