Fortsæt til indhold

Nike snublede i snørebåndet

Nike kan slet ikke følge med konkurrenterne på aktiemarkedet. Aktien er faldet 17 pct. alene i år.

Investor

Sportsgiganten Nike kan lige så godt bide tænderne sammen, for når de amerikanske aktiemarkeder åbner, venter der tæsk.

Efter aktiemarkedets lukketid offentliggjorde Nike sit regnskab for fjerde kvartalaf det forskudte regnskabsår 2015/16. Og læsningen var så nedtrykkende, at Nikes aktiekurs faldt 4 pct. i det såkaldte eftermarked.

Godt nok steg omsætningen med 6 pct. til 55 mia. kr., men det var lavere, end hvad analytikere og investorer havde forventet. Samtidig faldt nettoresultatet med 127 mio kr. 5,81 mia. kr. til 5,67 mia. kr.

Salget og ordrerne var svagere end ventet, særligt på hjemmemarkedet i Nordamerika. Dermed fortsætter Nike-aktiens sløje år. Hvis faldet på 4 pct. holder, når markedet åbner, lander kursen på 51. Dermed er aktien faldet med 17 pct. alene i år.

Det er væsentligt ringere end konkurrenterne. Den evige rival Adidas har haft et forrygende 2016 med en stigning på 40 pct., og kigger man på det seneste år er tyskerne helt oppe med 74 pct. En klar kontrast til Nikes minus på 5 pct.

I Europa er Under Armour måske ikke det brand, man i første omgang hiver frem som en stor konkurrent til Nike, men i USA er brandet blandt de største. Og Under Armour har, ligesom tyske Puma, også klaret sig bedre end Nike.

Efter regnskabet udtrykte finansdirektør i Nike Andy Campion optimisme.

»Vi ser fortsat et stærkt underliggende momentum i fundamentalerne, der driver vores vækst og lønsomhed,« sagde han ifølge Wall Street Journal på pressemødet efter offentliggørelsen af regnskabet.

Artiklens emner
Nike
Adidas