De største "briter" blæser på brexit
Det britiske aktiemarked har klaret sig bedre end aktiemarkederne på den anden side af Den Engelske Kanal i kølvandet på brexit.
De største britiske selskaber har rystet brexit af sig.
Mens det britiske aktieindeks FTSE 100 har genvundet det tabte efter sidste uges overraskende valgresultat, ser det anderledes ud på børserne på det europæiske kontinent, hvor man stadig ligger under niveauet fra tiden inden briternes farvel til EU.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling, lyder det fra Sampension.
»Det er paradoksalt, at det britiske aktieindeks har klaret sig bedre end resten af Europa. For umiddelbart skulle man tro, at brexit ville være en ulempe for det britiske erhvervsliv« siger Henrik Olejasz Larsen, der er investeringsdirektør i Sampension.
Forklaringen på den noget overraskende udvikling skal findes på valutamarkedet. Her er pundet blevet banket sønder og sammen over for f.eks. den amerikanske dollar. Det er skidt for de briter, som skal på ferie, men omvendt er det guf for flere af de store selskaber i FTSE 100-indekset. Det er de selskaber, som eksporterer meget. Med svækkelsen af pundet kan de se frem til en øget eksport.
»Ulemperne ved brexit er meget ulige fordelt, for nogen drager fordel af det,« konstaterer Henrik Olejasz Larsen.
Mens det FTSE 100-indekset har indhentet det tabte efter brexit, ser det anderledes ud blandt de mindre selskaber i Storbritannien. Det kan bl.a. ses på FTSE 250-indekset, som tæller selskaber, hvis forretning i højere grad er rettet mod det britiske hjemmemarked.
»Brexit har skabt en usikkerhed i hjemmemarkedet, og jo længere ned i størrelse selskaberne kommer, desto mindre holder paradokset, som man ser ved de største selskaber,« siger Henrik Olejasz Larsen.

