Santa Fe arkiverer ØK's 118 års historie
Materiale fra Det Østasiatiske Kompagnis (ØK) historie er blevet overdraget til Rigsarkivet.
Det Østasiatiske Kompagni (ØK) skiftede i 2015 navn til Santa Fe Group, men historien om det store danske konglomerat lever videre. Bestyrelsen i Sante Fe besluttede nemlig på et møde i marts, at historisk materiale fra ØK's 118 år lange historie skulle overdrages til Rigsarkivet. Denne overdragelse har nu fundet sted, og på Rigsarkivet skal materialet bevares for eftertiden og bl.a. stilles til rådighed for erhvervshistorisk forskning. Det oplyser Santa Fe i en pressemeddelelse.
»Arkiverne fortæller næsten 120 års historie om foretagsomhed, ambitioner, succeser og nedture i en virksomhed, der gik forrest i at åbne verden - og specielt i at skabe kommercielle og kulturelle relationer mellem Danmark og Asien. Vi er glade for, at dette materiale nu er sikret for eftertiden,« udtaler Henning Kruse Petersen, der er bestyrelsesformand i Santa Fe Group i meddelelsen.
Materialet omfatter bl.a. 37 forhandlingsprotokoller fra bestyrelsen. Den tidligste er fra det første bestyrelsesmøde den 20. marts 1897, mens den sidste er fra maj 2013.
»Afleveringen af dette originale kildemateriale understøtter Rigsarkivets indsats for at bevare dokumentation fra store danske virksomheder, internationale forbindelser m.v., og derved sikre borgere og forskere end bedre mulighed for at forstå det danske samfunds udvikling,« udtaler rigsarkivar Asbjørn Hellum i pressemeddelelsen.
ØK blev stiftet i 1897 af etatsråd H.N. Andersen, og ØK udviklede sig til én af kronjuvelerne i dansk erhvervshistorie. I 1970'erne var ØK Skandinaviens største virksomhed målt på omsætning og antal ansatte, og ØK var et konglomerat, der både drev forretningen inden for rederidrift, skibsbygning, slagterier, plantager, medicinalindustri, industriselskaber. Datterselskaberne blev dog solgt fra, og ØK skiftede i 2015 navn til Santa Fe Group.

