Fortsæt til indhold

Efter brexit: Britisk rente bliver holdt i ro

Bank of England fastholder renten på 0,5 pct.

Investor

Bank of England har taget fusen på analytikerne. Den britiske centralbank har nemlig fastholdt sin ledende rente på 0,5 pct. Ifølge data fra Bloomberg var sandsynligheden for en rentesænkning - baseret på handlen på det såkaldte futuresmarked - nemlig på hele 83,1 pct.

På rentemødet stemte otte af ni medlemmer i The Bank of England's Monetary Policy Comittee (MPC) for at fastholde renten på 0,5 pct. Ét medlem stemte for at sænke den ledende rente til 0,25 pct. Der er dog lagt godt og grundigt op til en rentesænkning ved det kommende rentemøde til august.

»MPC er forpligtet til at tage de nødvendige skridt for at understøtte væksten og få inflationen til at vende tilbage til målet over en passende tidshorizont. Med henblik på dette forventer de fleste af komiteens medlemmer, at pengepolitikken bliver løsnet i august. Komiteen drøftede forskellige muligheder for at lempe pengepolitikken og kombinationer heraf. Det nøjagtige omfang af eventuelle yderligere stimuli vil være baseret på komiteens opdaterede prognose, og sammensætningen vil tage hensyn til samspillet med det finansielle system,« fremgår det af referatet af fra rentemødet, der er tilgængeligt på Bank of Englands hjemmeside.

Artiklens emner
Bank of England
Mark Carney