Pokémon-festen fortsætter på børsen
Aktiekursen i Nintendo fortsætter med at brage op. I nat steg den med næsten 10 pct.
Pokémon Go-feberen har grebet investorerne. I nat steg aktien i Nintendo, der står bag spillet, igen markant. I løbet af nattens handel på børsen i Tokyo blev kursen i Nintendo sendt i vejret med 9,8 pct. Dermed er aktien i Nintendo steget med mere end 94 pct., siden Pokémon Go blev frigivet i udvalgte lande den 6. juli.
Siden lanceringen er Nintendos markedsværdi dermed steget fra 20 mia. dollars til lidt over 37 mia. dollars. Med andre ord har Pokémon Go altså boostet Nintendos værdi med hele 17 mia. dollars. - svarende til 113 mia. kr.
Som Finans Investor kunne fortælle i går, så advarer Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet mod at lade sig gribe af euforien omkring Pokémon Go. Her sammenlignede han de seneste dages udvikling med det, der skete, da Nintendo sendte spilkonsollen Wii på gaden.
Ved lanceringen i USA kostede en aktie i Nintendo 25 japanske yen. 11 måneder senere var aktiekursen steget med 180 pct. Men året efter var aktien allerede faldet tilbage til det gamle niveau.
»Manier har det med at få et enormt toppunkt og så forsvinde som dug for solen. Derfor skal du kende spillereglerne og din besøgstid. De investorer, der har handlet prisen op, køber ikke, fordi de har en idé om, hvad spillet kan gøre for Nintendos indtjening. Det er fuldstændigt umuligt at finde ud af. Investorerne køber, fordi der er vildt gang i den. Og hvis man skal være med, skal man tro på, at man kan nå ind og ud igen, før stemningen falder,« siger Per Hansen.

