Kapitalforvalter: Populær folkeaktie skal dykke 60 pct.
Fingerprint-analytikerne har kursmål der svinger fra 40 til 170 svenske kr.
Analytikerne er usædvanligt splittede i synet på fremtiden for Fingerprint Cards, før det svenske selskab fredag fremlægger sit regnskab for andet kvartal.
Der er dem, der mener, at Fingerprint står med et unikt produkt, som hele verden vil have fingrene i. Og der er dem, der mener, at produktet er lige til at kopiere, og at værdien af selskabet bliver pumpet op af afkastglubske spekulanter.
I den sidste gruppe finder man Per Lindberg, der er Fingerprint-analytiker hos kapitalforvalteren ABG Sundal Collier. Han anbefaler investorerne at sælge og forventer, at kursen vil falde fra de nuværende 100 svenske kr. til 40 svenske kr.
Han forventer nemlig, at selskabets markedsandel i Kina vil falde drastisk, efter at præsiden Xi Jinping har lovet at øge den staslige støtte til indenlandske teknologiforetagender. Og Kina er et marked, som Fingerprint er ekstremt afhængige af.
»Det er ikke et spørgsmål om - men om hvornår - en ny nådesløs retning vil blive sat i gang. Regeringen har en række værktøjer til rådighed. Den kan simpelthen beslutte, at mere end halvdelen af alle biometriske sensorer skal komme fra kinesiske virksomheder. Den kan også give tilskud til at hjælpe virksomheder som Goodix og Silead for at presse priserne ned med 50-90 pct., svarende til hvad der skete med telekommunikationsudstyr,« skriver Per Lindberg i sin seneste analyse.
Blandt de seks analytikere, der dækker Fingerprint med anbefalinger, vil to købe, tre vil sælge, og en vil holde. Og kursmålet svinger mellem 40 og 170.
- Arctic: Køb - Kursmål: 170
- UBS: Sælg - Kursmål: 75
- Paredo: Hold - Kursmål: 97
- ABG: Sælg - Kursmål 40
- Handelsbanken: Køb - Kursmål: 120
- Carnegie: Sælg - Kursmål: 86
Til gengæld er analytikerne ret enige, når det kommer til kvartalsregnskabet. Her forventer de i gennemsnit, at overskuddet vil stige med 700 pct. til 418 mio. kr.
6,1 pct. af selskabets aktier er shortede, hvilket vil sige, at de shortede aktiers ejere har væddet på, at kursen vil falde.
Fingerprint Cards fik opmærksomhed i hele verden, da selskabets aktiekurs steg med 2.000 pct. i løbet af 11 måneder af 2015. Siden er den faldet lidt tilbage, og i år er aktien dykket med 15,4 pct. Det har gjort den til en særdeles populær aktie, også blandt danske investorer.