Resterne af Yahoo er en tom skal til 200 mia. kr.
Hvad skal der ske med resten?, lyder spørgsmålet fra bekymrede Yahoo-investorer, som venter på nyt om resten af internetportalens fremtid efter milliardopkøb mandag.
Mandag offentliggjorde Verizon nyheden om, at telegiganten overtager internet-pioneren Yahoo for en pris på 4,8 mia. dollars eller omkring 33 mia. danske kr. En ordentlig sum, men egentlig ganske lidt, når man tager den rest af Yahoo, der bliver efterladt efter handlen, i betragtning.
Efter handlen står Yahoo tilbage som en tom, unavngiven skal af en virksomhed, som faktisk er over seks gange mere værd end Verizons bud, og lige nu er der ingen, der ved, hvad der skal blive af den.
Det, der ikke følger med i Verizons opkøb er nemlig 36 pct. af Yahoo Japan, 16 pct. af internetportalen Alibaba Group Holding Ltd., en række mindre investeringer, en ordentlig stak patenter og lidt over 7 mia. dollars i kontanter.
Alt sammen værdisat til omkring 30 mia. dollars eller ca. 202 mia. danske kr., og alt sammen med huse i en tom skal med en noget tåget fremtid.
Det skriver finansmediet Marketwatch.
»Der er betydelig skattemæssig og juridisk kompleksitet involveret i at afvikle disse investeringer. Det er en flertrins proces, der kan tage 12-18 måneder,« lød det mandag fra Bob Peck, en analytiker fra holdingselskabet SunTrust, oven på mange investorers bekymrede miner om, hvad der nu skal ske med den del af Yahoo.
Yahoo selv har oven på nyheden om Verizons opkøb forklaret, at der nu arbejdes på et nyt navn og et nyt team til den del af virksomheden, som ikke følger med til Verizon.