Analytiker: Nintendo-aktie ryger ud i frit fald
Pokémon Go fik hurtigt Nintendos aktiekurs op på toppen af rutsjebanen. Nu er der kun en vej ned.
Der var kontant reaktion på børsmarkedet mandag efter fredagens udmelding fra Nintendo om, at virksomheden ikke tjener specielt meget på mobilspillet Pokémon Go, og derfor ikke ville justere forventningerne til sin årlige omsætning.
Aktien faldt 18 pct. efter en periode med konstant stigende aktiekurs, siden det enormt populære spil blev lanceret i USA, Australien og New Zealand den 6. juli.
Men aktien kommer til at falde meget mere end bare det, mener samme investeringsekspert, som forudså mandagens rutsjetur.
Således udtaler investeringsanalytiker Jay Defibaugh fra Asiens førende investeringsbank, CLSA, til finansmediet Marketwatch, at aktien sandsynligvis mister yderligere 44 pct. af sin værdi over det næste år.
Får analytikeren ret, betyder det, at Nintendos aktiekurs vil fortsætte rutsjeturen, indtil den ligger på samme niveau, som den gjorde, inden Pokémon Go kom på gaden. Spillets hype har dermed blot været en midlertidig aktie-opblomstring, som er gået i sig selv igen.
Årsagen er Nintendos manglende indtjening på spillet. Indtjeningen kommer nemlig ikke Nintendo til gode ud over en sjat i royalties.
De, der derimod tjener på spillet, er, udover udvikleren Niantic selv sandsynligvis Apple og Google. Førstnævnte på app-salg og sidstnævnte på både app-salg og spillets indbyggede brug af Google Maps.