Schweizisk museproducent i topform efter regnskab
Schweiziske Logitech, der blandt andet producerer computertilbehør som mus, musemåtter, keyboards og lignende, kom fantastisk ud af regnskabsårets første kvartal og opjusterer på den baggrund forventningerne til indtjeningen i det forskudte regnskabsår.
Markedet er tilfreds og sender aktien op med omkring 14 pct. til 19,60 schweizerfranc. Det er næststørste stigning i det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600.
Selskabet leverede et ordinært overskud per aktie på 20 cent mod ventet 12 cent hos de analytikere, der havde givet estimater til Bloomberg. Estimaterne lå i intervallet fra 10 til 17 cent.
Fremgangen var bredt funderet på lande og produktkategorier, oplyser selskabet.
Logitech opjusterer nu driftsindtjeningen til 195-205 mio. dollar for hele året mod tidligere 185-200 mio. dollar. Væksten ventes at blive 8-10 pct. mod tidligere en "midt-encifret procent".
/ritzau/FINANS