Kan verdensstjerner virke som børsmadding?
Flere prominente danske navne står bag virksomheden Nabufit, der dog siden sin lancering for to uger siden mangler sit børsgennembrud i USA.
Peter Schmeichel, Mikkel Kessler, Michael Maze, Jan Bech Andersen, Morten Albæk og Neymar.
Listen over personer, der enten er ejere, trækplastre eller begge dele for virksomheden Nabufit er imponerende.
Men trods det fornemme persongalleri har Nabufit stadig til gode at få succes på børsen i USA, hvor den har været noteret i knap et år.
I 2016 er Nabufits aktiekurs faldet med 17 pct., og gennemsnitligt er kun omkring 2.700 af virksomhedens næsten 21 mio. aktier blevet handlet om dagen siden nytår, noget mindre end de fleste danske og amerikanske aktier.
Samme dag blev det offentliggjort, at den brasilianske verdensstjerne Neymar ville fungere som trækplaster for Nabufit og være virksomhedens globale brand-ambassadør.
Hverken lanceringen af Nabufits app eller aftalen med Neymar kastede i de følgende dage guld af sig på aktiemarkedet. Men tirsdag steg Nabufits aktiekurs med knap 54 pct., hvilket har været stærkt medvirkende til, at kursen siden app-lanceringen er gået 25 pct. frem.
Artiklen fortsætter efter grafen.
Dog bliver Nabufit-aktierne stadig handlet i en mængde, der er markant under gennemsnittet på aktiemarkedet USA og i Danmark for den sags skyld. Ifølge data fra Bloomberg er der gennemsnitligt blevet handlet omkring 5.000 Nabufit-aktier om dagen siden den 19. juli.
Mads H. Frederiksen er bestyrelsesformand i Nabufit, og han er fortrøstningsfuld på virksomhedens vegne.
»Vi har siden offentliggørelsen fået over 30.000 likes på Facebook, og vores app er downloaded i 87 lande. Det kan vi kun være tilfredse med,« siger han.
At det er lykkedes at få verdensstjernen Neymar med som trækplaster i en forholdsvist nystartet virksomhed, er heller ikke så dårligt, som Mads Frederiksen formulerer det.
»Herudover har flere af verdens største sportsstjerner selv kontaktet os for at høre mere om at være med. Store internationale virksomheder har også kontaktet os for at samarbejde, så jeg synes roligt, man kan sige, vi har fået en helt fantastisk start. Hvis vi lykkes med at tiltrække de rigtige sportsstjerner og udvikle en unik digital platform, har Nabufit og hermed vores aktie en stor fremtid,« siger han.