Samsung vil købe komponentfirma af Fiat Chrysler
Sydkoreanske Samsung Electronics er i fremskredne forhandlinger med Fiat Chrysler om opkøb af hele eller dele af den italienske virksomhed Magneti Marelli, der udvikler og producerer komponenter til bilindustrien.
Det skriver Bloomberg News.
Angiveligt er Samsung særligt interesseret i Magneti Marellis belysnings- og telematikforretning, men overvejer også at købe hele virksomheden, lyder det fra kilder nær sagen.
En af kilderne vurderer, at en handel kan være mere end 3 mia. dollar værd, og at parterne håber på at nå til enighed inden årets udgang. Et køb i den størrelsesorden vil gøre Magneti Marelli til Samsungs største opkøb nogensinde uden for Sydkorea.
Rygterne sætter onsdag skub i Fiat Chrysler-aktien, der ved middagstid stiger 4,6 pct. på børsen i Milano.


