- Opdateret 12/08/2016 kl. 09:39
Mærsk udskyder kapitalmarkedsdag på ubestemt tid
Der bliver muligvis ikke en kapitalmarkedsdag i A.P. Møller-Mærsk den 22. september alligevel.
Den planlagte investor- og analytikerbegivenhed er udsat, "indtil nærmere foreligger", oplyser Mærsk-gruppen fredag morgen i forbindelse med sit halvårsregnskab.
Men det behøver ikke betyde, at der er ugler i mosen - snarere tværtimod, mener Ricky S. Rasmussen, der er analytiker i Nykredit.
- De vil ikke haste noget igennem hos Mærsk. Jeg tager det som et tegn på, at man arbejder dybt seriøst med den strategiske gennemgang af selskabet - og man vil have tid til at lave planerne for, hvordan A.P. Møller-Mærsk skal se ud i fremtiden, siger Ricky S. Rasmussen.
- Nu holder man alle muligheder åbne - for det vil ikke være seriøst at holde en kapitalmarkedsdag først og så efterfølgende præsentere strategien. Det ville være spild af alles tid, påpeger analytikeren.
Dagen har været set af mange som den mest oplagte lejlighed for konglomeratets ledelse og bestyrelse at fortælle mere om den strategiske gennemgang, der er undervejs i de øverste lag på Esplanaden.
Siden 23. juni, hvor topchef Nils Smedegaard Andersen blev afskediget, har bestyrelsen arbejdet på "at udvikle gruppens strategiske muligheder yderligere" ved at overveje den strategiske og strukturelle sammensætning af det store shipping- og oliekonglomerat.
Formand Michael Pram Rasmussen lovede ved den lejlighed, hvilket også bliver gentaget i halvårsregnskabet, at fortælle mere "inden udgangen af tredje kvartal".
Mærsk-gruppen har holdt kapitalmarkedsdag i efteråret hvert år siden 2012. I første omgang var 2016-udgaven planlagt til 20. september, inden den blev flyttet til 22. september - inden fredagens udsættelse.
Ritzau Finans