Bankdirektør: Familien Vestjylland har det rigtig godt
Det er blandt andet tilgangen af nye privatkunder, der har sikret fremgang på bundlinjen hos Skjern Bank, hvor fokus på at være tæt på kunderne giver bedre resultater.
Sådan lyder det fra direktør Per Munck, efter at banken torsdag har kunnet præsentere det bedste halvårsregnskab i sin 110-årige historie.
- Jeg skulle da være et skarn, hvis jeg ikke glæder mig over, at vi har leveret et rigtig pænt regnskab. Solen skinner i dag, siger Per Munck.
- Væksten på privatsiden drevet af, at vi har gode rådgivere, hvor kunderne kender deres rådgiver personligt og har en god oplevelse af at komme i banken og også fortæller om det til venner og familie. Samtidig er vores mobilbank også efterspurgt, og den cocktail får altså kunder ind i banken, siger han.
Skjern Bank kommer ud af første halvår med overskud på 41 mio. kr., hvilket er en fremgang på omkring 9 mio. kr. fra året før. Rente- og gebyrindtægterne steg med 4,3 mio. kr. til 138 mio. kr.
Af bankens samlede udlån på 3,7 mia. kr. står privatkunderne nu for omkring 35 pct. mod 30 pct. sidste år, og det er planen, at den andel skal vokse yderligere.
Samtidig kan banken glæde sig over et fald i nedskrivningerne. De lød i årets første seks måneder på 19,2 mio. kr. mod 25,5 mio. kr. året før.
Det er landbruget, der er synderen, mens der omvendt har været tilbageførsler inden for andre brancher og på privatfronten.
- Familien Vestjylland har det rigtig godt, og det har de også i Hellerup, hvor vi også har en afdeling. Landbruget har det svært, og her har vi faktisk nedskrevet mere end 30 mio. kr. i år, men det bliver så heldigvis opvejet andre steder, siger Per Munck.
Selv om Skjern Bank i årets første halvdel har haft en basisindtjening på 66,5 mio. kr., så holder banken ved sine forventninger om et overskud på 100-110 mio. kr. for hele året. Per Munck erkender, at det umiddelbart virker en anelse forsigtigt.
- Det er nok lidt konservativt, men vi er forsigtige på de her kanter. Første halvdel er traditionelt set det stærkeste, men jeg vil sige, at vi er kommet godt i gang med året. Der er fortsat usikkerheder på flere fronter, og vi vil godt lige lidt længere hen på året, siger han.
Selv om resultatet i år er det bedste nogensinde, så skal aktionærerne ikke umiddelbart forvente, at der bliver udbetalt udbytte.
- Vi har ikke konkrete udbytteplaner. Der er jo kommet nogle nye kapitalkrav, som gør, at vi skal holde flere penge på kistebunden. Udbytte er noget, vi kigger på, men der er ikke taget nogen beslutning, siger Per Munck.
Det er ikke kun banken selv, der virker tilfreds med regnskabet. På aktiemarkedet stiger aktien med 7,7 pct. til 35 kr.
Ritzau Finans