Aktiekursen styrtdykkede, da nordjysk børsdebutant fordoblede omsætningen
Gomspace erklærer sig tilfreds med sit første regnskab efter børsnoteringen. Investorerne lod sig dog ikke imponere.
»Velkommen til børsen, Gomspace. Stedet, hvor investorernes forventninger skyder lige højt op, som de platforme I sender ud i rummet.«
Hvis en børs kunne tale, kunne det passende have været ordene på dens læber, da den nordjyske rumvirksomhed mandag fremlagde sit første regnskab, efter at selskabet blev noteret på den svenske børs i juni.
For på trods af at selskabet næsten leverede en fordobling i omsætningen, blev aktiekursen skudt ned med 7,7 pct. I dag er nedturen blevet forværret med endnu et tryk nedad på 7 pct. Omsætningen landede på 19,5 mio. kr. i årets første halvår, mens det året før blev til 10 mio. kr.
Samtidig blev et underskud før skat på 5,9 mio. kr. vendt til et overskud til 1,5 mio. kr., og dermed skulle man synes, der var nok at glæde sig over. Således var Direktør Niels Buus også godt tilfreds med regnskabet.
»Resultaterne i første halvår af 2016 udviklede sig tilfredsstillende og inden for vores forventninger. Vores investeringsprogram forventes at øge udgifterne og skabe underskud de kommende år. Men den underliggende lønsomhed, som ses i den opnåede bruttomargin, vil forblive stærk,« udtalte han i forbindelse med regnskabet.
Her brugte Niels Buus samtidig en del linjer på at takke de mange investorer, der har investeret i projektet. Men de seneste dage har investorerne ikke ligefrem vist en tilsvarende taknemmelighed. På syv handelsdage er aktien blevet sendt ned med 24 pct.
Det ændrer dog ikke ved, at Gomspace indtil videre har været en megasucces som børsnoteret selskab.
Første handelsdag den 17. juni lukkede kursen i 8,7 svenske kr. I dag er den mere end tredoblet med en stigning på 255 pct.
Gomspace oplyser, at rumvirksomheden vil udvide sit salgsteam i Singapore og USA for at imødekomme en stigende efterspørgsel.