Onsdagen bød på bankfest for både store og små
Storbanker og de fleste småbanker havde en bedre dag end aktiemarkedet generelt.
De hårde tider er ovre. Nu går det, endelig, den rigtige vej.
Sådan lød budskabet fra lille, tabsramte Østjydsk Bank, da man tirsdag aflagde et regnskab med et overskud på 2,2 mio. kr. før skat.
Og det er, midt i lidt af en festdag for bankaktierne, tilsyneladende et budskad, investorerne har taget til sig: I de to handelsdage siden regnskabet er aktien steget med først 10,5 og i dag 8 pct.
Jo, jo, aktien koster med sin markedspris på 66 mio. kr. stadig markant mindre end den ca. kvarte milliard, aktionærerne har skudt ind over de sidste fem års tid, og bankens aktie koster 0,003 pct. af, hvad den toppede i før finanskrisen.
I Danske Andelskassers Bank blev der tirsdag taget knapt så pænt mod et regnskab, der ellers målt på kerneforretningen var et af den landbrugstunge banks bedste længe. Aktien faldt 5,8 pct. - men steg så 6,5 pct. onsdag. Banken, der blev børsnoteret i 2011, har dog stadig kostet sine aktionærer over 85 pct. af den oprindelige investering.
For Vestjysk Bank, der kom med regnskab onsdag, bød dagen på et fald på 2,7 pct. for den statskontrollerede banks aktie. Faldet kommer dog efter en uge, der selv med onsdagens nedtur samlet har givet en stigning på over 13 pct. Den aktuelle markedsværdi tillader dog stadig ikke staten at komme ud af sin tvunge investering uden et tab, og aktien koster kun ca. 3 pct. af, hvad den gjorde i de glade dage før finanskrisen.
Ser man væk fra de mindre og mindre kapitalstærke banker, så var onsdagen også god for både de største danske og de største europæiske banker, hvilket flere analytikere tillagde stigende tiltro til en amerikansk rentestigning. Samtlige af de fem største danske banker på fondsbørsen steg, og af alle bankaktier faldt kun Vestjysk Bank med mere end en pct.
Samtidig udviste markedet pæn tiltro til morgendagens regnskab fra Sydbank; i hvert fald steg aktien med 2,6 pct.
Kursudvikling 24.8.16 | I pct. |
Østjydsk Bank |
8 |
Danske Andelskassers Bank |
6,5 |
Jyske Bank |
3,1 |
Sydbank |
2,6 |
Nordjyske Bank |
2,6 |
Skjern Bank |
2 |
Djurlands Bank |
1,9 |
Nordea |
1,6 |
Danske Bank |
1,5 |
Kreditbanken |
1,1 |
Spar Nord |
0,9 |
Sparekassen Sjælland-Fyn |
0,5 |
Ringkjøbing Landbobank |
0,3 |
Lån & Spar Bank |
0,1 |
Fynske Bank |
0 |
Hvidbjerg Bank |
0 |
Møns Bank |
0 |
Nordfyns Bank |
0 |
Lollands Bank |
-0,2 |
Jutlander Bank |
-0,3 |
Totalbanken |
-0,5 |
Grønlandsbanken |
-0,8 |
Vestjysk Bank |
-2,7 |
Kilde: Nasdaq Copenhagen |