Landets topdirektører gemmer formuer i aktier
Topdirektørerne i Danmark ejer aktier for knap 1 mia. kr., viser en opgørelse, Investor har lavet.
Det kan godt være, at topdirektørerne i de største danske selskaber ikke kan følge med de lønninger, som deres direktørkollegaer hiver hjem i lande som England, Tyskland og USA. Men helt fattige er de trods alt ikke.
Direktørerne i de største børsnoterede selskaber har således formuer for 950 mio. kr. gemt i aktier. Det viser en gennemgang af direktørernes porteføljer, som Finans Investor har lavet via Bloomberg.
Forskellen på de 20 direktørers aktieformuer er dog store. Og én direktør står for 71 pct. af den samlede direktørformue.
Genmabs topchef, Jan van de Winkel, ejede ved den seneste indberetning 600.000 aktier i biotekselskabet. Da han den 15. juni 2010 blev direktør kostede en aktie 47 kr. Da børsen lukkede onsdag kostede den knap 1.100 kr. Et afkast på 2.240 pct. Havde han haft de 600.000 aktier gennem hele perioden, ville værdien være steget fra 28,2 mio. kr. til 675 mio. kr.
Den danske topchef, der har den største formue placeret i aktier, er Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen. Han sidder på aktier for mere end 100 mio. kr. i Novo Nordisk, mens han også har et større millionbeløb placeret i Thermo Fisher Scientific og Carlsberg, hvor han sidder i bestyrelsen.
Blandt de 19 selskaber i det danske C20-aktieindeks har kun seks direktører ikke større aktieformuer placeret i det selskab, de sidder i toppen af: William Demant, ISS, Jyske Bank, Lundbeck, FLSmidth og A. P. Møller - Mærsk.
Her ses listen over de topchefer, der har for mere end 2 mio. kr. placeret i de virksomheder, de er involverede i. Formuerne dækker kun over de selskaber, hvor de selv sidder i direktionen eller bestyrelsen. De kan altså sagtens have formuer placeret i andre selskaber uden at oplyse det til foindsbørsen.
Klik på billederne for at læse en kort biografi og se, hvilke selskaber direktørerne har investeret i: (Anders Hedegaard fra GN Store Nord og Cees de Jong fra Chr. Hansen har aktier for henholdsvis 1,5 mio. kr. og 500.000 kr.)