Parken barsler med "Lalandia 3" og stort jysk outlet-center
Vi kan vinde endnu mere med en tredje etablering af Lalandia, forklarer Parken Sport & Entertainments formand.
Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, er kendt for at satse på meget mere end blot fodboldforretningen.
Fitness.dk, Lalandia og kontorejendomme i Danmarks nationalstadion er de forretningsområder, Parken Sport & Entertainment satser på.
De forretningsområder kan dog på et tidspunkt få følgeskab af nye satsninger i form af et "Lalandia 3" og et stort outlet-indkøbscenter, der skal placeres tæt på det Lalandia, som ligger i Billund.
Parken-formand Bo Rygaard fortæller nemlig til Investor, at selskabet fortsat arbejder på begge projekter, som selskabet har luftet ideer omkring inden for de seneste par år.
»Lalandia er en fin forretning, og vi har investeret betragteligt i det forretningsområde, fordi vi mener, det er et vindende koncept. Så vi føler, at vi vil vinde endnu mere, hvis vi laver en tredje etablering af Lalandia. Men når vi har noget konkret at melde ud omkring et eventuelt tredje Lalandia, sker det naturligvis gennem en fondsbørsmeddelelse,« siger han.
Mandag offentliggjorde Parken halvårsregnskab, og det viste, at omsætningen i Lalandia var vokset til 201 mio. kr. i årets første halvdel, der samtidig bød på et overskud før skat for feriecenterkæden.
I juni 2013 fik Parken Sport & Entertainment godkendt planerne om at lave et outlet-indkøbscenter på op til 20.000 kvadratmeter tæt på Lalandia i Billund.
Dog er der endnu ikke blevet opført noget outlet-center, men Bo Rygaard forsikrer om, at planerne ikke er skrottet.
»Vi arbejder stadig på det projekt, men der er endnu ikke noget konkret at melde ud. Ambitionen er fortsat at have noget tæt på Lalandia i Billund, som kan skabe et højere aktivitetsniveau i lavsæsonen,« siger han og forklarer, at også i den sammenhæng vil Parken Sport & Entertainment sende noget ud på fondsbørsen, når der er afgørende nyt.