Nike og Adidas sagde stop: Det har et andet mærke nydt godt af
Både Nike og Adidas vil af med sine divisioner inden for golfudstyr. Det har sat gang i handlen hos Callaway, der i forvejen er én af de største producenter af golfudstyr.
Den enes død er den andens brød.
Ja, det er måske en floskel, men ikke desto mindre ser sætningen ud til at passe nøjagtigt på den situation, Callaway Golf Company lige nu befinder sig i.
I maj kom det frem, at Adidas prøver at sælge sine golfdivisioner, herunder det kendte golfudstyrsmærke TaylorMade, og den 3. august var det Nikes tur til at melde ud, at golfudstyr snart er passé hos sportsgiganten. Fremover vil Nike kun sælge golftøj, mens jern, køller og bolde ikke længere skal have et swoosh-logo på sig.
Nike og Adidas' tilbagetog fra golfsporten har sat fart i Callaway på aktiemarkedet. Virksomhedens kurs er steget med over 8 pct. siden Nikes udmelding om at stoppe produktionen af golfudstyr, og samtidig er antallet af handlede Callaway-aktier gået markant op.
Før den 3. august var der gennemsnitligt handlet 822.000 Callaway-aktier om dagen i 2016, men efter den 3. august har det tal været på 1,35 mio. Især i dagene efter Nikes udmelding var Callaway-aktier varme.
»Det er interessant, at Adidas, Nike og Under Armour, som alle er stærke brands, vi har meget respekt for, ser ud til at rykke mod den samme strategi. For os med forpligtelse, momentum og specialistfokus på udstyrsmarkedet, ser vi det her som en mulighed,« har Callaways topchef, Chip Brewer, sagt til CNBC.
Artiklen fortsætter efter grafen.
For året er Callaway-aktien gået 22 pct. frem, og ifølge de analytikere, der følger virksomheden, skal kursen endnu højere op i løbet af de næste 12 måneder.
Alle analytikere, på nær én, anbefaler ifølge data fra Bloomberg at købe aktier i Callaway, og gennemsnitligt tror de, at Callaway-aktien inden for et år er 19 pct. mere værd.
Samtidig kunne Callaway i slutningen af juli præsentere et kvartalsregnskab, der bød på en væsentlig bedre omsætning og bundlinje end samme kvartal i 2015.
I 2015 havde Callaway en omsætning på 5,6 mia. kr. Til sammenligning kunne Nikes golfdivision fremvise en omsætning på 4,7 mia. kr.
Nikes satsning på golf var langt hen ad vejen bygget op omkring Tiger Woods, der under sine bedste år for 10 til 15 år siden fik Nikes golfsalg til at eksplodere.
Men siden Tiger Woods i slutningen af 2009 fik sværtet sit navn til, fordi det blev afsløret, at han havde haft forhold til en række kvinder uden for sit ægteskab, er salget af Nikes golfudstyr svundet mere og mere ind. Samtidig kæmper golfsporten med at tiltrække nye unge til sporten, og det har Nike og Adidas altså nu taget konsekvensen af.