Fortsæt til indhold

Tøjkoncern er blevet ramt af skuffende salg

IC Group nåede ikke sine egne målsætninger pga. et skuffende salg i andet halvår.

Investor

Ikke tilfredsstillende. Sådan betegner IC Group selv det årsregnskab for 2015/2016, som tøjkoncernen netop har sendt på gaden. Omsætningen endte på 2,66 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 1 pct. sammenlignet med året før. Resultatet af den primære drift blev 243 mio. kr., og det svarer til en EBIT-margin på 9,1 pct.

»Begge dele er lavere, end vi havde forventet ved begyndelsen af regnskabsåret og er derfor ikke tilfredsstillende,« skriver selskabet i regnskabet.

Det utilfredsstillende regnskab er et resultat af et »skuffende« andet halvår, hvor der der kom færre kunder i butikkerne.

»Udviklingen sås generelt i alle koncernens største markeder – Sverige, Danmark og Norge – og den påvirkede dermed også vores engroskunder. Det prægede derfor ikke kun vores retailforretning, men også vores muligheder for suppleringssalg til engroskunderne. Samtidig bidrog et par svage forårskollektioner til at forstærke de negative effekter af udviklingen,« skriver IC Group.

Nettomsætningen i Peak Performance var i 4. kvartal 110 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 34,1 pct. Resultatet af den primære drift i 4. kvartal blev dog minus 43 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-margin på minus 39,1 pct.

I Tiger of Sweden faldt nettoomsætningen med 6,1 pct. til 217 mio. kr. i 4. kvartal. Resultatet af den primære drift i 4. kvartal endte på 10 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-margin på 4,6 pct.

Væksten i nettoomsætningen i By Malene Birger lød i 4. kvartal på 6,7 pct., og nettoomsætningen endte dermed på 80 mio. kr. Resultatet af den primære drift i 4. kvartal blev 4 mio. kr., og det svarer til en EBIT-margin på 5 pct.

Selv om regnskabet ikke levede op til de forventninger selskabet havde ved begyndelsen af regnskabsåret, peger IC Group på, at der dog trods alt er grund til optimisme.

»På trods af, at vi ikke realiserede de finansielle resultater, vi havde forventet, har vi på en række områder leveret gode resultater. Vi glæder os især over en tilfredsstillende vækst i egen e-commerce. Kanalen bidrog ikke blot til koncernens samlede omsætning i regnskabsåret, den er også et centralt omdrejningspunkt i bestræbelserne på at blive mere forbrugerfokuserede,« skriver IC Group.

Artiklens emner
IC Group
Mads Ryder