Dansk modebrand savner kunder i butikkerne - men åbner endnu flere
IC Group, der forhandler tøjmærkerne Tiger of Sweden, By Malene Birger og Peak Performance, åbner flere butikker i 2016/17 på trods af, at selskabet savner trafik i de fysiske butikker.
De nye butikker skal være med til at styrke brandet, forklarer administrerende direktør Mads Ryder til Ritzau Finans.
- Vi har haft brug for at udvide vores butiksnet for at stå stærkt som brand. Vi kommer ud af en historie, hvor vi ikke har været gode nok til at tage hånd om vores brands. Og hvis man vil styre sine brands og være sikker på, at man bliver vist på den rigtige måde og laver "støj' på den rigtige måde, så er retail noget, man skal stå stærkere i, forklarer Mads Ryder.
Modsat retailmiljøet klarer selskabets e-handel sig forrygende, og de to ting skal hænge sammen, mener direktøren.
- Hvis e-handel og retail skal hænge sammen, så skal man have en tilstedeværelse i retail, så man kan vise sit produkt fysisk. Vi ved at forbrugeren stadig vil ind at se og røre ved produktet, og vi ved, at beslutningsprocessen, når man køber på nettet, foregår ved, at man kigger på produktet i butikken, og så går man hjem og køber på nettet eller omvendt. De to kanaler skal være der, forklarer Mads Ryder.
På nuværende tidspunkt forventer koncernens Premium brands at åbne 10-15 nye butikker i regnskabsåret 2016/17.
Ritzau Finans