Højere pensionsalder kan booste din alderdom med 100.000 kr. om året
Det kan være mange penge værd for HK'ere at blive længere på arbejdsmarkedet, viser beregninger.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil som en del af 2025-planen hæve danskernes pensionsalder med et halvt år, og selv om udsigten til længere tid på arbejdsmarkedet for nogle ikke lyder som en god idé, så er det forbundet med en økonomisk gulerod. Det viser beregninger, Sampension har lavet på baggrund af regeringens planer om at hæve pensionsalderen fra 67 til 67,5 år fra den 1. januar 2025.
»Det er nok ikke alle, som synes, det er et plus, at de skal blive længere på arbejdsmarkedet. Men der er en trøst i det, nogle ret substantielle beløb, og jeg tror, at mange vil blive overrasket over, hvor stor en effekt det kan have at blive længere på arbejdsmarkedet,« siger Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.
Hvis 40-årig HK'er, der har en pensionsordning fordelt på livrente og ratepension i markedsrentemiljøet, går på pension med 67,5 år på bagen i stedet for 67 år, vil vedkommende kunne se frem til en stigning i sine årlige udbetalinger på 15.000 kr. Det svarer til en stigning i den årlige ydelse på livrenten på 5 pct., mens ydelsen fra ratepensionen vil stige med 3 pct. Dermed vil de årlige udbetalinger samlet vokse fra 369.000 kr. til 384.000 kr. i de år, hvor HK'eren både får udbetalt livrente og ratepension.
Regeringen vil sætte pensionsalderen op, fordi vi danskere lever længere og længere. Derfor var det ifølge Hasse Jørgensen forventeligt, at pensionsalderen bliver sat op.
»Hvis udviklingen i levealderen fortsætter, er det ikke sidste gang, det sker,« siger Hasse Jørgensen.
Hvor pensionsalderen ender er selvsagt uvist, men beregningerne fra Sampension viser, at den økonomiske gulerod bliver større, desto længere man bliver på arbejdsmarkedet.
Hvis den 40-årige HK'er bliver på arbejdsmarkedet, indtil vedkommende fylder 70 år, er gevinsten nemlig, at den årlige udbetaling bliver boostet med næsten 100.000 kr. Tre år mere på arbejdsmarkedet vil nemlig resultere i en stigning i ydelsen på livrenten på hele 35 pct., mens ydelsen fra ratepensionen vil blive 19 pct. større. Dermed vil den samlede udbetaling i de år, hvor vedkommende får udbetalt livrente og ratepension stige fra 369.000 kr. til 466.000 kr. Altså en stigning på næsten 100.000 kr. om året.
Stigning i pensionsalder | Stigning i ydelse på livrente | Stigning i ydelse på ratepension |
Seks måneder | 5 pct. (180.880 kr.) | 3 pct. (203.028 kr.) |
1 år | 10 pct. (190.040 kr.) | 6 pct. (209.013 kr.) |
2 år | 22 pct. (209.848 kr.) | 12 pct. (221.409 kr.) |
3 år | 35 pct. (232.218 kr.) | 19 pct. (234.397 kr.) |
Forudsætninger for beregninger:
- Alder: 40 år
- Job: HK Privat
- Mdl. pensionsbidrag: 4.300 kr.
- Pensionsordning: Livspension (markedsrente) fordel på livrente og ratepension.
- Reserve pr. 31. juli 2016.
Kilde: Sampension