Spøgelsesskibe med værdier for milliarder ombord driver rundt på verdenshavene
Sydkoreanske Hanjin Shipping, der er et af verdens største containerrederier, har last til en værdi af mere end 92 mia. kr. strandet på verdenshavene.
Årsagen er, at selskabets forestående konkurs har ført til, at flere af det skibe - såkaldte spøgelsesskibe - er blevet nægtet adgang i havne verden over, skriver Wall Street Journal.
Blandt andet teknologigiganten Samsung har varer for mere end en kvart mia. kr. på Hanjings strandede skibe - til stor frustration for det sydkoreanske firma.
- Vi er passagerer på en bus, og vi bliver fortalt vi ikke må stige af, siger Evan Jones, en af Samsungs advokater, til Wall Street Journal.
43 skibe er på vej til destinationer, hvor de ikke er garanteret adgang, mens 39 cirkler rundt omkring diverse havne, og yderligere otte er blevet beslaglagt af kreditorer.
På de afviste skibe er besætningen desuden ved at løbe tør for både mad, vand og brændstof, siger en kaptajn fra et af skibene til Wall Street Journal.
Et stort antal firmaer har ingen idé om, hvor deres fragt befinder sig eller vil blive leveret. Det kan vise sig katastrofalt for mindre firmaer, som ikke er diversificeret inden for transport, vurderer flere eksperter over for den amerikanske avis.


