Novo-bosser og Lego-arvinger med i satsning på små virksomheder
Over 25 aktive erhvervsfolk har skudt penge i en nystartet jysk kapitalfond. Blandt investorerne er tre af Novos øverste chefer og medlemmer af Lego-familien.
En ny dansk kapitalfond har i løbet af foråret set dagens lys, og det er ikke hvem som helst, kapitalfonden har fået med i sit bagland.
For blandt de over 25 aktive erhvervsfolk, som har investeret i VækstPartner Kapital, der er kapitalfondens navn, finder man de tre Novo-direktionsmedlemmer Lars Fruergaard Jørgensen, Jesper Brandgaard og Mads Krogsgaard Thomsen.
De tre Novo-bosser har hver især fundet én mio. kr. frem fra deres ratepension for at støtte VækstPartner Kapital, og derfor har de sammen stiftet selskabet Holding Invest I 2016 ApS, hvorfra pengene fra ratepensionerne investeres ind i VækstPartner Kapital.
»Det er bedre at investere pengene fra vores ratepensioner, end at de bare står på en konto,« som Jesper Brandgaard formulerer det, da han af Investor bliver spurgt til, hvorfor Novo-bosserne er gået ind i den forholdsvist nye kapitalfond.
Der er dog også andre årsager til, at Novo-bosserne har investeret i kapitalfonden. VækstPartner Kapital vil gerne hjælpe små danske virksomheder med vækstpotentiale, og det vil de gerne være med til, ligesom de naturligvis håber på et afkast, forklarer Jesper Brandgaard, der i øvrigt er Novos koncerndirektør for Finance, Legal & Investor Relations.
Klaus Bülow Davidsen vil til gengæld gerne fortælle om, at VækstPartner Kapital har ramt et hul i markedet.
»Der er meget fokus på at støtte startups fra både offentlig og privat side. Der er også meget støtte til mellemstore danske virksomheder, men hvis man er en mindre dansk virksomhed med en industriel forretningsmodel, der mangler kapital til at vokse, er der ikke så mange muligheder. Derfor tror vi på, at vores kapitalfond har en berettigelse,« siger han.
I øjeblikket har kapitalfonden positive tilsagn fra investorer, der sammenlagt spytter knap 100 mio. kr. i fonden. Den første investering er da også allerede foretaget i Randers-virksomheden Evershelter, der står bag den midlertidige boligløsning Lifeshelter, som bruges i flygtningelejre verden over.
»Vi har en forventning om, at vi kommer til at lave flere investeringer i den kommende tid,« siger Klaus Bülow Davidsen.
Har I planer om at børsnotere nogle af de virksomheder, I skyder penge i?
»En børsnotering kommer ikke til at ligge lige for med de investeringer, vi foretager. Men hvis det er den bedste måde at skabe afkast på i den pågældende virksomhed, er vi da ikke afvisende. Tanken bag vores investeringer er dog mere, at virksomhederne skal vokse, så de bliver interessante for andre typer investorer,« siger han og forklarer, at VækstPartner Kapitals første fond har en levetid på op til 11 år.