Hvad skal man vælge: Bankaktier eller lynlotto? - rettet
Rettet: I første udgave af artiklen fremgik det, at Skjern Bank var delvist ejet af staten. Det er banken ikke.
De små danske banker handles til lave kurser, der ikke nærmer sig niveauet før finanskrisen.
Det kan være fristende at købe aktier, der handles til lave kurser. Bundfiskeri kaldes fænomenet. Og med mange danske småbanker i rekordlave kursniveauer kan det være fristende for svage sjæle at købe op.
Men de mindre danske banker er udfordret på flere områder, og det bør investorerne huske på, inden de trykker på købsknappen.
Og der er ikke meget hjælp at hente fra analytikere. For der er stort set ingen aktieanalytikere, der dækker småbankerne regelmæssigt og indgående.
Jeg mener, der savnes et alibi for generelt at investere i mindre banker.Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet
En af de få, der har fulgt de små banker i flere år er investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen. Og han er ikke i tvivl om, at private investorer skal passe godt på.
»Langsigtet er udfordringerne større end mulighederne. Jeg mener, der savnes et alibi for generelt at investere i mindre banker,« lyder den usædvanligt klare dom. Flere af bankerne er nærmest zombie-bankier med en helt speciel prisfastsættelse. Uden statens ejerskab ville Vestjysk Bank formentlig være gået nedenom og hjem. Så hvad er banken reelt værd?
»Banker som Danske Andelskassers bank og Østjysk bank er også zoombie banker, som trækker vejret, men ikke meget mere end det. Måske er de ovre det værste. Hvis svinekødspriserne holder sig, og mælkeprisen om seks måneder svarer til futurespriserne, kommer der måske ikke mange flere nedskrivninger,« siger Per Hansen.
Et andet og måske undervurderet element er urbaniseringen, der er et udtryk for, at danskerne i stigende grad søger mod byerne.
»En betydelig del af bankerne har hjemmebane i lokalområder, der har en megatrend imod sig. Når danskerne flytter mod byerne, stiger risikoen for, at de lokale banker vælges fra.«
Per Hansen finder det i den forbindelse tankevækkende, at der ikke er banker i større byer som Aarhus og Odense med erklæret lokal tilknytning.


