Gamle dyder skal gøre småbanker lækre igen
Det kniber med investorinteressen for småbankerne.
Storbankerne, ikke mindst Danske Bank er løbet med investorernes opmærksomhed siden finanskrisen. Interessen for de mindre banker har slet ikke været til stede, men ifølge paraplyorganisationen, Lokale Pengeinstitutter, er der håb forude.
Og det er åbenbart de gamle dyder ikke så meget automatisering, der skal gøre bankerne lækre for investorerne.
For efter halvårsregnskaberne for 2016 er det med et samlet overskud før skat på 1,8 mia. kr. blevet til det bedste halvår i fem år. I forhold til samme periode sidste år er der tale om en stigning på 25 pct., viser en opgørelse fra foreningen.
Resultatet kommer ellers i en periode, hvor bankerne har været i lidt af en indtjeningsklemme. Både nettorenteindtægter og nettogebyrindtægter falder. De lavere nettorenteindtægter skyldes den lave rente og konkurrencen om de gode kunder, mens de lavere nettogebyrindtægter skal ses i lyset af et ekstraordinært højt konverteringsniveau i 1. halvår 2015.
Til gengæld er nedskrivningsprocenten faldende og er efterhånden på det, man betegner som et gennemsnitligt niveau. Ifølge Lokale Pengeinstitutters direktør Jan Kondrup, er det tilfredsstillende - ikke mindst fordi landbruget er så presset. Netop landmænd udgør en stor del af kundegrundlaget i flere af de lokale banker.
Ligesom de store banker har de små sparet sig til bedre resultater. Omkostningerne er faldet med knap 3 pct., og det er sket uden lukninger af filialer og kraftige reduktioner i antallet af medarbejdere.
Og netop her skiller de små institutter sig ud. For den lokale tilstedeværelse er åbenbart populær, og det har givet adgang til nye og vel at mærke gode kunder. De lokale pengeinstitutter oplever således en stigende markedsandel på privatkundeområdet, der p.t. er på godt 25 procent målt på antal udstedte Dankort og Visa-Dankort.
»Resultatet svarer til en forrentning af egenkapitalen på knap 10 procent omregnet til helår. Det er ganske flot set i forhold til 0 rente-miljøet,« mener Jan Kondrup.


