- Opdateret 13/09/2016 kl. 10:10
Dong anker dom i Elsam-sag
Efter at have nærlæst Sø- og Handelsrettens dom fra den 30. august har Dong besluttet sig for at anke dommen, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
Dong Energy er uenig med Sø- og Handelsretten i forhold til en dom, der blev afsagt den 30. august, og derfor har Dong valgt at anke dommen.
Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Energiselskabet Elsam, der blev en del af Dong ved en fusion, misbrugte sin dominerende markedsposition til at opkræve for høje elpriser i 2005 og første halvår af 2006 i Vestdanmark, afgjorde Sø- og Handelsretten for to uger siden.
Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet er tidligere nået frem til samme konklusion, men Dong ville alligevel have afprøvet sagen ved domstolene.
»Vi har nærlæst Sø- og Handelsrettens dom, og vi har besluttet at anke den. Ganske vist giver Sø- og Handelsretten os medhold i, at den økonomiske model, som var grundlaget for Konkurrencerådets afgørelse tilbage i 2007, er i strid med økonomisk teori og ikke kan bruges til at afgøre, om konkurrencereglerne er brudt. Men alligevel når retten til vores overraskelse frem til den konklusion, at Elsam har misbrugt sin stilling – uden at det fremgår klart af dommen, hvordan retten er kommet til det resultat. Desuden har retten uden nærmere begrundelse afvist at tage hensyn til, at Elsam i en del af perioden fulgte en aftale med Konkurrencestyrelsen om, hvordan Elsam skulle fastsætte sine priser. Det er en kompleks sag, og vi mener ikke, at Sø- og Handelsrettens dom er korrekt. Derfor benytter vi nu vores ret til at anke afgørelsen,« siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Dong, i fondsbørsmeddelelsen.
Sø- og Handelsretten er første retsinstans, der har taget stilling til sagen, og dommen kan ankes til næste retsinstans.
Dong har hensat 298 mio. kr. med tillæg af procesrenter fra erstatningssagens begyndelse til dækning af eventuel erstatning.
Det er 1.106 elforbrugere og Energi Danmark, der i 2007 anlagde sagen mod Elsam med krav om erstatning for lidt tab. Erstatningssagen er dog for tiden sat i bero.
Dong vurderes at kunne stå over for erstatningskrav på omkring syv mia. kr., hvis der eventuelt tages hul igen på erstatningssagen.