Se danskernes foretrukne aktie i udlandet: Det er hverken Google eller Facebook
Indtil nu i 2016 har den norske virksomhed Thin Film Electronics fået flest nye private danske aktionærer blandt Nordnets kunder.
Danskernes favoritaktie i 2016 ser umiddelbart ud til at være af den mindre kendte slags. I hvert fald hvis man ser på en opgørelse, Nordnet har lavet for Investor.
Opgørelsen viser, at den norske virksomhed Thin Film Electronics er den udenlandske aktie, Nordnets private kunder har hamstret flest af indtil nu i 2016, hvis man ser bort fra selskaber, der er blevet børsnoteret i løbet af året.
922 af Nordnets kunder er således i 2016 blevet aktionærer i Thin Film Electronics, der laver intelligente mærkater til forskellige slags produkter. Til sammenligning er der kommet 619, 580 og 396 nye danske aktionærer i henholdsvis Twitter, Facebook og Alphabet, der står bag Google, i 2016.
Faktisk har GomSpace-aktien været den mest populære af den udenlandske slags i 2016. Men da den nordjyske virksomhed blev børsnoteret i Sverige i juni. Det har skævvredet tallene i denne opgørelse, og det kan derfor diskuteres, om det er retvisende at tage GomSpace-aktien med i opgørelsen over de mest populære udenlandske aktier i år.
Nedenunder ses de mest populære udenlandske aktier blandt Nordnets kunder hidtil i 2016 og årene forinden. I opgørelsen er ikke medregnet selskaber, der er blevet børsnoteret i løbet af det pågældende år.
